DetKongeligeOpfostringhus_18877-86

17

som vil og bor paatrykke Skolen sit Særpræg, — man betænke blot, hvor farligt det kan være for Barnet at blive fort ind i Overvejelserne over, hvorfor nu netop det skal holdes borte fra denne Undervisning, og hvor let det kan vænnes til en hovmodig Dommen og Seen ned paa Kammeraterne, der deltage i denne ((profane­ rede Undervisning«), man betænke blot, hvilke Samtaler en saadan Udsondren kan foranledige mellem Bomene indbyrdes eller hvilke Drillerier og nyfigne Spørgsmaal, der ikke ville fremme den gjensidige Fordragelighed —, saa er her sikkert et Punkt, hvor Tvang ikke bor an­ vendes. For mig staar det klart, at naar Forældre, som ikke hore til Folkekirken, kunne faa deres Børn fritagne fra Skolens Religionsundervisning i FJg. Lov 13/451 § 1 1 , naar de blot præstere Bevis for, at Bornene faa Undervisning i de almindelige religiøse og moralske Be­ greber, maa den samme Ret kunne indrømmes Forældre indenfor Folkekirken. Imidlertid tror jeg, at en rolig Overvejelse vil vise, at Trangen til en saadan Frihed ikke er synderlig stor, ej heller Tvangen synderlig ge­ nerende, da det jo her til Lands er en saare let Sag at faa oprettet private Skoler (Friskoler) efter Forældrenes Smag. Indrømmes en saadan F rihed , bor dog de fri­ tagne Børn i disse Timer beskjæftiges med andet Skole­ arbejde, for at de dog kunne faa nogen Erstatning for Afsavnet af Religionsundervisningen — og for at lige­ gyldige Forældre eller Husbonder ikke skulle benytte denne Frihed til at vinde en Tid, som kan anvendes til andet Arbejde. Om Fordringen om at kunne faa sine Børn fri­ tagne for Sk >lens Religionsundervisning id e t hele er vel begrundet, turde være et andet Spørgsmaal. Jeg kan ikke her tilbageholde den Bemærkning, at hver Gang jeg i offentlig Forhandling har høt t Religionsundervisningen omtaleaf Modstandere, da er den altid skildret paa en lidet 2