Forskønnelsen_1915

og — bortset fra den søgte og lidet smagfulde Sammenstilling af Lemmerne — ret friskt be­ vægede. Men kommer man dette for færdigt erklærede Arbejde nær, viser det sig at være en »Distanceblænder«, ufint i det fysiognomi­ ske Udtryk. »Reden« fortjener blandt alle Grupperne at fremhæves som den »sløjeste«, man kunde fristes til at sige »skødesløseste« Komposition: der kan her næppe peges paa

smukke Overtaget; Skitsen kan have være saare fornøjelig. Ved den Maade, hvorpaa Dra­ periet glider ned ad Kvindens nøgne Laar, trækkes dog en ikke ubetydelig Veksel paa Be­ skuerens Usnerpethed. »Bruddet«, der under Udarbejdelsen vel nok vil kunne blive til »Overtalelsen«, er ogsaa et Værk, hvori der er megen prægtig Plastik; af »De søgende« vil man kunne have ikke ringe Glæde, naar man

en Overgang eller enLinieskæring, det ikke er en Pine at se paa. »I Mulmets Skød« er langt bed­ re, hvorvel den in­ genlunde er ulaste­ lig, Gode — eller er det maaske ilde- sindede — Menne­ sker har erklæret, at den minder om M i- chelagniolos »Nat­ ten«. Hvorfor saa ikke tage Skridtet helt ud og tale om »Theseus« m. m. fra Parthenons Øst­ gavl? »Hengivel­

lader Titelen uæn­ set — som man jo af og til ogsaa helst maa det selv i den allerstørste Kunst, f. Eks. Tizians saa- kaldte »Himmelsk og jordisk Kærlig­ hed«, og giver sig hen i den formelle Ynde og den fine Stemning, der bedst griber den, som ikke spekulerer for me­ get. — Om her at un­ dersøge, endog blot nævne,alle deSkulp- turer, som hører ind under Værket, kan der ikke være Tale; hvad der er draget frem, maatages som typiske Prøver. D is­ se har vi setpaasom paa Enkeltstykker. Retten til at gaa frem paa denne Vis kan synes ikke ganske ubestridelig,saa vidt som Kunstneren jo har tænkt den som Led af et Hele. Imid­

sen »motiverer i det hele denTitel, Grup­ pen med det nøgne Par under det hæs­ lige Draperi for Ti­ den bærer, smuktog klart, men skulde man ønske en an­ den, lader den sig nemt skaffe; »Tug­ telse« kan ogsaa væ­ re træffende: Pigen har vakt den bruta­ le Kraftkarls billige Harme; nu byder han sig til at »sla’«, og hun drejer nok saa skikkelig Hovedet til. I »Rivaler« som i det meste andet mellem Skulpturerne er godt og ondt mærkelig blan­ det; her siges virkelig noget, Kunstværketsva­ rer til Navnet, det bærer, her er Liv og Kraft, Konflikten interesserer; tilmed lægger der sig her en ægte plastisk Sans for Dagen paa en Maade og med en Styrke, som taler højt om Kunstnerens rige Begavelse. Men adskilligt vidner, som saa tit netop hos ham, saa vel i Lemmernes Bevægelse som i Foldekastet om, at det skorter ham paa umiddelbar Skønheds­ følelse og kultiveret Smag. I »Kysset« har det

lertid staar han sig dog bedst ved at se sig værd­ sat ikke efter et Totalsyn over Grupperne, som han har stillet dem op, men i Henhold til hvert Stykkes Særbetydning. Ad den Vej faar man klart Rede paa, hvad Rudolph Tegner er i Kraft af det i hans Intelligens og hans Udvik­ ling, der vejer til og gør ham til en Kunstner, som det vilde være enten taabeligt eller lav­ sindet at søge at komme udenom. Meget er der jo iblandt, som ikke kan godkendes, hvor­ dan det end tages, men ogsaa meget, der taler baade om Aand og om Liv, og som er bragt saa vidt frem mod ægte kunstnerisk Fulden­ delse, hvad jo selv den løseste Skitse helt vel 3 9