Forskønnelsen_1915

høje og straba- serende; Arrange­ mentet synes kunstnerisk — el­ ler ukunstnerisk — vilkaarligt. Man undgaar ik­ ke at gøre pinlige Spørgsmaal som f. Eks: »Hvad har De tørstige Børn atbestille mellem De søgendesFød- der?« Det hele gaar i Stykker, li­ ge meget, om det er den rhythmi- ske Liniebevæ­ gelse eller Stem­

kan være, at man ikke træder i For­ hold til det uden atberiges. Vi sky­ der adskilligt til Side og siger saa om Resten: »En­ hver kan være god for sig«. Og her har vi da en væsentlig Del af Dommen over hele det store Værk, hvis D i­

mensioner og uoverskuelige

Mængde af rigt bevægede Skik­ kelser kan virke saa overvældende.

De tørstige Børn.

ningskæden, vi stræber at faa fat paa; uden Skade for nogen af Delene kan der foretages Omflyt­ ninger som med et Brætspils Brikker. Og lyk­ kes det en Gang at faa en Linie svejset, er den hverken stor eller skøn, ligesom den ogsaa synes Søjlepartiets Linier uvedkommende. # Mærkeligt er det at se den Rigdom af Æ n ­ dringsforslag, som allerede er blevet stillet til Hr. Tegners Planer og Udkast, ogsaa fra Be­ undreres Side; det ligger ved Gennemsynet af dem nær at mindes Historien om den noget aldrende Mand, hvis unge Elskerinde førte stadig Krig mod hans graa Haar, medens den ældre nyttede hver Lejlighed til at skille ham af med de brune, saa Enden blev, at Stakkelen maatte købe sig Paryk. Mon der, hvis Kunst­ neren skulde tage Hensyn til alle disse Raad, vilde blive mere tilbage af hans Værk end af Mandens Haarfylde? Bort, lyder det, med Trap­ petrinene! En kræver mere Plads til Erosgrup- pen, en rigeligere Luft mellem Søjlebundterne; Grotterne, hedder det, bør underkastes en lem ­ pelig Forskydning, fra anden Side, at et Flad­ loft vilde være at foretrække for Buen. Og saa en Bombe, udslynget af en faguddannet Arki­ tekt: Hele Buen maa laves om af den simple Grund, at den, som den er, uundgaaeligt vil bryde sammen under den Broncevægt, der skal læsses paa den. Endelig det Utal af Forslag til større og mindre Ommodelleringer, som man har hørt — vel ikke saa meget set — fremkomme ved Siden af Udtalelser, der stemplede de ved­ kommende Stykker Skulptur som helt igennem slette.

»Enhver kan være god for sig« — altid noget, om end ikke nok, hvor Talen er om mange Billedhuggerarbejder, som skal gaa sammen med hverandre til et helt Verdensbillede og sammen med et arkitektonisk Opus, der lige saa lidt vil underordne sig, som det maa domi­ nere. God for sig — det maa i et Tilfælde som dette gælde for en meget betinget Ros eller endog som Rosens Modsætning. Man skulde dog kunne være enige om, at ikke alt er i øn ­ skelig Orden, hvor det, der melder sig som Del af en Organisme, kan rives ud af denne og prøve Lykken paa egen Haand for saa at faa sin Plads udfyldt med et ganske andet, uden at enten Helheden eller Leddet eller dettes Sub­ stitut taber derved. Men med Søjleportalens Skulpturer forholder Sagen sig just saaledes, at de, langt fra at tabe ved at isoleres vinder der­ ved. Se paa de Billeder, her gives af de to store Opstillinger »Elskovsstriden« og »Ung­ dom og Drøm«, og sammenlign Indtrykket, som denne eller hin Gruppe derfra fremkalder, med, hvad den er, naar vi har den for os un­ der dens Forsøg paa at klinge harmonisk med i den store »Symfoni«. Vi stiller det valgte Styk­ ke i fuld Størrelse op i fri Luft, eller vi lader det kopiere i ganske lille Format og anbringer det paa en Konsol eller en Etagère. I begge Tilfælde kan den være god. Men staar den imellem eller tæt op ad flere Skulpturer, ødes Nydelsen, den i fuldUafhængighed kunde byde, derved. Den og de andre er til Hobe stillede i Række uden den naturlige Forbindelse, Øjet — der som bekendt har en Hjerne bag sig — maa kræve. Lader man Blikket glide hen over den, gør det idelige Spring, ofte endogsaa meget 4 0

KØBENHAVNS lG I£ 1 2UN E B I BUQ T E £E a