BorchsKollegiumshistorie_1825-1912

140

p å og så u d e n v id e re v e n te n g å in d (id e tm in d ste h a r d e tte a ltid v æ r e t tilfæ ld e t h o s m ig ). M e n d a er b a n k n in g e n jo b le v e n en b lo t • s e rem o n i; d a er d en b le v e n et a f d isse tom m e h ø flig h e d sb e v is e r, som s e ls k a b s liv e t h a r så u e n d e lig m an g e a f, m en som u n g e, fo rd o m s fri, liv s g la d e stu d e n te r d o g k æ k t s k u ld e b y d e tro d s; d a er s a m liv e ts og k a m m e ra tsk a b e ts sid ste re st u ig e n k a ld e lig s te d t til jo rd e n , o g v e je n åb n e t fo r d en h e le h æ r a f d e a l frih e d , liv o g ån d in d sn æ v re n d e e tik e tte fo rm e r. D e r fo r er d e t m it ø n sk e, a t d en n e b a n k e n p å d ø ren , » h e rr« titu le re n o sv . m å b a n ly se s fr a v æ k k e rse ls k a b e t, og h v is d e tte ø n sk e sk u ld e v æ r e a ltfo r o v e r d r e v e t, a t d o g id e tm in d ste d e, d e r ere en ig e m ed m ig, ik k e v ille la d e sig sk ræ m m e a f d e a n d re , m en h o ld e fa st v e d d en g am le frih e d og lig e fræ m m e a d fæ rd og o v e r g iv e d en u k ræ n k e t til d em , d e r en g an g sk u lle a flø s e os. Ik k e m en er je g d e r ­ m ed , a t v i sk u lle p å tv in g e d em , d e r ik k e v ille h a v e d en , en såd an fr ih e d ; n e j, d en , h v em d et er b e k v e m m e st a t b e v æ g e sig i tv u n g n e fo rm e r, s k a l h a v e lo v d e r til; v i v ille en d o g lig e o v e r fo r h am p å ta g e o s d e res åg, m en in d b y rd e s v ille v i, såm a n g e v i n u ere, som h a v e m o d d e rtil, fr it tu m le os i et k o n v e n ie n slø st, k u n a f å n d e n s in d re lo v e b e h e rsk e d e sam liv . D et er den grundtvigiansk-folkelige alumne, der her møder os, en type, der i de kommende aartier stadig bliver alminde­ ligere paa Borchs kollegium. H erfra er ikke faa idealister gaaet ind i den unge folkehøjskole for at vi den deres kræ fter. Chr. Müller var den første, og senere skulde Sofus Høgsbro yde en betydningsfuld indsats, først i Rødding og senere paa Askov. Disse unge grundtvigske kandidater og studen ter repræsen­ terede i mange henseender et livssyn, der var vidt forskelligt fra det, der prægede kredsen om Faber, Hagen og Steen, og det har ofte baade væ ret svæ rt for grundtvigianerne at til­ passe sig i det miljø, de forefandt paa kollegiet, og for de andre alumner at møde deres grundtvigianske kammeraters anskuel­ ser med forstaaelse. D et kunde derfor ikke undgaas, at det i de aar, da G rundtvigs navn var et stridens tegn, ofte kom til rivninger. Det tjener im idlertid den gode kammeratskabsaand til ære, at disse meningsforskelle ikke trods nok saa hvasse debatter hindrede et frugtbart kollegieliv. Vi ser endogsaa, at samlivet i saadanne brydningstider har væ ret præget af en særlig festivitas, ikke sjæ ldent endda med en grundtvigianer som inspektor.