ASØrstedsBetydning

180 ikke' maa kjøbe uden a t sikkre sig Beviset for sin Hjemmel. En væsentlig Mangel ved Ø.s Behandling af dette Ænine maa derimod søges i, a t han delte sin Tids Vildfarelse, hvorefter Virkningen af det her omtalte Bevis var den a t overbevise den Sigtede om Tyveri. Her har L a r s e n uomtvistelig Fortjenesten af i en Afhandling i Jur. Tidskiv. 20 B. S. 165 ff. (fra Aaret 1888) a t have oplyst, a t dette beroer paa en Misfor- staaelse, idet det Ord „Tyv“ og „Tyveri“ lige indtil Frd. 20 Februar 1789 omfattede ikke blot selve Tyvs­ forbrydelsen, men ogsaa enhver A rt af Meddelagtighed i den og navnlig, hvad der senere er bleven behandlet som en Forbrydelse for sig, efterfølgende Meddelagtig­ hed i Tyveri eller Hæleri, og han har saaledes godt­ gjort, a t det nævnte Bevis i og for sig kun er et Be­ vis for Hæleri, og a t det, blot forsaavidt særegne Omstændigheder henpege paa, a t den, der er antruffen med Kosterne, selv er Gjerningsmanden, kan ansees for et Bevis for Tyveri. Men iøvrigt henholder Lar­ sen sig til Ø.s Fremstilling af de enkelte Bestanddele af Beviset, der danner den Baggrund, paa hvilken hans senere Fremstilling i Criminalprocessen bevæger sig. Kun berigtiger han enkelte Puncter hos O., hvor den urigtige Mening om Bevisets juridiske Virkning har indvirket paa Opfattelsen og derved fremkaldt forskjellige Inconseqventser og uantagelige Resultater, f. Ex. den dengang antagne, i sine practiske Følger yderst be­ tænkelige Sætning, a t den Sigtede altid kunde frie sig ved a t bevise sit Alibi paa den Tid, Tyveriet blev be- gaaet, hvorved paagjældende Koster bortkom, en Lære, der kun har sin Rod i, a t Beviset anses for et Tyvs­ bevis, men som ganske bortfalder, naar det rettelig opfattes som et Hæleribevis. Den Opfattelse, som fremsattes af Larsen, gjorde sig ogsaa efterhaanden almindelig gjældende, og den ligger derfor til Grund

Made with