NielsLauritsHøyensLevned_1872

395

Menneskesjæls Kjærlighed kastede sit Skjær over den, fylde ham med usigelig Glæde. Derfor var lians Liv saa glad; derfor var hans Stræben saa utrættelig, thi Lønnen fulgte den bestandig. Og stod han ligeoverfor et Konstværk, for­ langte han, at Konstneren skulde have sét og fremstillet denne samme Guddommens Aabenbarelse, først og frem­ mest i den til Grund liggende Tanke, i Helheden, men der­ næst ogsaa i det Enkelte. Hvad kan det hjælpe, at Emnet er stort og herligt, naar Opfattelsen og Udførelsen er aandløs og fuskeragtig? eller hvad gjør det til Sagen, åt Emnet or fattigt, naar Aanden udbreder sin Rigdom over det? I det sidste Tilfælde have vi virkelig Konst, i det første ikke. Høyens Ungdom faldt paa en Tid, da ikke blot Konstskolen udelukkende gik ud paa at danne Historie­ malere, men ogsaa en stor Del af Publicum fandt, at »H i­ storiemaleriet» var den eneste værdige Opgave for Konst­ neren. DeKonstnere, der syslede med andre Emner, betragte­ des som mere underordnede. Nærmest kom de, der fremstil­ lede Billeder af Hverdagslivet; saa kom Landskabsmalere og Dyrmalere, og tilsidst Blomstermalere og de, der udførte saakaldte Stilleben-Stykker. Han modsatte sig paa det bestemteste en saadan Rangforordning, og Konstnerens Storhed stod for ham ikke i Forhold til det Emne, han behandlede, men i Forhold til den Fylde af Liv og Følelse, han kunde lægge deri. Paa en Tid, da Landskabsmaleriet ikke blev tilstrækkelig ansét, var han en begejstret Tals­ mand for dets Ret; men derfor miskjendte han ikke, at Mennesket er Guds Billede paa Jorden, og at det er K on­ stens højeste Opgave at fremstille dette i dets Væren, Le­ ven og Virken. Hans høje Forestilling om Konstnerens Kald og hans