NielsLauritsHøyensLevned_1872

4 0 0

af en saadan Sandhedskjærlighed ogsaa besad en saadan Menneskekærlighed som H øyen ? der havde en saa øm Samvittighed, at Intet bedrøvede ham mere end Tanken om at han kunde have gjort et Menneske Uret? Hvor skulde han være ensidig, som vi have sét var mere al­ sidig end nogen Anden, baade hvor det kom an paa en almindelig æsthetisk, og hvor det kom an paa en historisk Betragtning af Konsten? Er det troligt, at han blev en ganske Anden, naar han stod lige over for sine Samtidige? at han blev blind der, medens han ellers var saa skarp­ synet? at han stillede andre Fordringer der end ellers? Nej, Fordringerne vare de samme, og Dommene vare de samme; men her kom han til at støde an snart imod de Konstnere, hvem Dommen ramte, snart imod det Publi- cum , der havde dannet sig en anden Dom og følte sig krænket ved ikke at se den stadfæstet af Høyen. Begge syntes, de vare moderate, naar de ikke sagde Andet om ham, end at han var ensidig; og dog turde selv dette være urigtigt. Lad os anstille en Sammenligning med Musiken. Der er Mange, der ikke kræve anden musikalsk Nydelse end en Vals af Lumby eller en Melodi at Offenbach, men, naar de tilfældigvis høre en Opera af Mozart, anerkjende de dog Mesteren, og skjøndt de ikke selv have Taalmodig- hed til at følge en Symfoni af Beethoven, tro de dog gjerne K jenderne, naar de sige, at Konsten her staar paa et højere Trin. Lad os nu sætte, at to unge Konstnere træde op, den ene i Lumbys, den anden i Beethovens Fodspor; har saa hint Publicum Eet i at kalde Kjenderen ensidig, naar han foretrækker den sidste? Eller — sæt at vi have to Compositioner, af hvilke den ene vinder almindeligt B i­ fald, men det er laante Melodier, lutter Arbejde paa anden