NielsLauritsHøyensLevned_1872

29

Roma, Intet er sto rt som Du, og fast reent i R u in e r, Knust, Du viser hvor stor engang i Velmagt Du var. Høyen Alder har knækket din Hovmod, og Keisernes Slotte, Gudernes Tem pler nu ligge i Mudder og Sump. Ak, den Stad, den er sjunken, om hvem jeg pleyed at sige, Naar jeg tankefuld saae dens Rester: Roma, du var! Dog ei Aarenes Rad, ei Flammer, ja ikke end Sværdet Gandske har kunnet formaae, reent at forstyrredens Pryd. Saameget staaef der endnu, saameget er faldet, athverken H iin t kan udryddes reent, eller det faldne fornyes. Hid bring Elfenbeen, Guld og Marmor samt Fyrsternes Yndest, Op til nye Bedrifter vaagne skal Kunstnerens Haand. Dødelig K ra ft har formaaet større at opføre Roma, En d til at frelse den var stor nok Gudernes Magt. Her de Høyeste selv betragte deres Gestalter, Ønske inderligt selv at ligne de opfundne Træk. E i Naturen har kunnet Guderne skabe saa skjønne. Som deres Billeder er skabte af Menneskehaand, Disse Væsener leve, og Kunstnerevnen langt mere Dyrkes og hædres i dem end Gudernes Værdighed selv, Lykkelig Stad, hvis enten Du Herskere havde undværet, Efte r de selv havde følt Blussel ved Mangel paa Dyd! — I en anden E legie søger han at lindre sin egen Sorg ved at tænke sig Nødvendigheden af at alt dette maatte forgaae, for at Kristendommen kunde seire og Rom blive dens Hoved; han indfører derfor Rom saaledes talende: Dengang, da Billeder mig af vanmægtige Guder behaged', Stæ rk var m in Hær og m it Folk, Muren sig reiste i Sky. Men, da jeg Støtter kuldkasted’ og overtroiske Altre Og for den eneste Gud ydmyg mig bøyed i Knæ, See, da revnede Muren, da sank de Riges Paladser, Folket blev da til Træ l, Ridderen artede ud. — Neppe jeg veed, hvem jeg var, knap Roma Rom sig erindrer. Faldet neppe tillo d meer mig at mindes mig selv. Meer jeg dog elsker m it Vanhæld, end hine Medgangens Dage, Fattig, i Støvet jeg er større, end kneisende riig.