NielsLauritsHøyensLevned_1872

4 5

da den ei er megetstørre end at man kan dreje sig i den. Imidlertid er denne Have da en stor Glæde for dem, og det vil neppe mangle paa forskjellige Anlæg i den i enhver kommende Sommer. Da jeg reiste, gik jeg endnu engang derhen og gav den lille O l i n e 2 Specier. Det var nu vistnok meget lidet tor en Professor, men det var næsten for meget for min Kasse. Forældrene lode til at tage det meget godt op. — Ja du maa troe at jeg spenderede i Aarhuus! Overlærer Blache og Adjunct Essberg havdeuafbrudt viist mig megen Artighed, jeg havde været med dem paa Klubben, passiaret italiænsk med Værten Marzetta osv., og hvad der var mere værdt, jeg havde havt al muelig Assistance af dem. Nu syntes jeg, at jeg ei kunde andet, end vise mig gallant, og Kl. 10 i Onsdags stod der Chocolade (de drikke ikke Gaffe) og Madera paa Bordet hos mig og de sadde og nøde deraf. Var det ei prægtigt? Min gode Onkel havde nær holdt for meget af mig; han kom 2 Morgener i Bad, for at passiare med mig saadan 2— 3 Ti­ mer. Saa godt jeg kunde lide ham, kan du troe, at det skar mig i mit Hjerte at Tiden skulde gaae hen med at høre paa alskens curiøse Fortællinger, som tildeels gik ud paa. at han ei var saa vov en Mand. Praler er han virkelig ikke; noget skulde Samtalen jo dreye sig om. jeg spurgte derfor om hans Fata, og saaledes var det jo meget naturligt, at han kom til at fortælle dit og dat, som viste ham i et brillant Lys. Jeg sad imidlertid og studerede hans Ansigt, eller forundrede mig over den Blanding af Bravhed, Dygtighed, Indskrænkethed og Haard- nakkenhed, der fremlyste af hans Fortællinger. — Du veed jeg havde Brev til Biskoppen; Det vilde jeg naturligviis ei aflevere under de sørgelige Forhold, Enken maatte være i efter et saa pludseligt og dybt nedbøyende Dødsfald.*) Men hun sendte saa- mæn Bud efter mig, for at tale med hende om hendes Mands Efterladenskab af et Kunstværk i Steen osv. Hun spurgte

li. A.

*) Biskop M o n s t e r var nylig død.