NielsLauritsHøyensLevned_1872

135

saa kan hun i A nsigterne rundt omkring s ig , i de bevægede Læber, i den yderst forekommende Opmærksomhed, nyde sin Lykke, men je g kiender en Landsmand, som ikke er saa heldig. D et er vor H. C. Andersen, som er stadig Giæst her paa Udstillingen, efter en rigtignok form indsket Maalestok. Han sidder saamænd afm alet i Fru Jerichaus B ørnestue og læ ser et Eventyr op for det syge Barn i Sengen og tre andre, som staae ved Siden af den, og dette Maleri hører endog til hendes bedre Arbeider. Andersen er fø lg elig paa V erdensudstillingen, han er der i fuld Function som Louis Napoleón midt i Slaget ved Solfe­ rino , han er der i Selskab med l’Empereur og Bosa Bon- heur og Frederik den anden af Preussen og en heel D eel andre levende og døde L ø ver, — og han er ikke her for til- fulde at nyde sin Lykke. D et kalder jeg Uheld m idt i Held. London, 25. Septemb. 1862. D et blev virkelig en H elligdag paa vort B esøg i Hamp- toncourt sidstafvigte Torsdag. Selv det lille U h eld , at en Taage trak over S lottet kort efter at vi vare komne ind, og at det blev saa m ørk t, at vi kun saae Malerierne som nogle ubestem te brogede F lad er, forhøiede N yd elsen, da Solen kom frem og da vi i flere Timer saae Mantegnas og Kafaels Car- toner i en saa h eld ig B ely sn in g , som det vel er m uligt der paa Stedet. Der var heller ikke m ange B esøg den D a g , og F olk gik som sædvanligt hurtigt forbi, m ange kastede neppe et B lik op til K afael, nogle standsede for at see et Dieblik paa den Indretning, der er giort for at kunne sænke Malerierne heelt ned til Gulvet (for Photographerne), nogle sagde til hverandre idet de travede forbi, at det var Kafaels vidt be­ røm te Cartons. J eg skulde aldrig dvæle ved denne Erfaring, som jeg gientagne Gange har giort, naar det ikke var fordi det viser m ig k lart, at Kafaels Konst er nutildags et lige saa dødt Tungem aal som den antike K onst, at vor Tid findet det 4.