NielsLauritsHøyensLevned_1872

1 4 6

September D ag, man kan ønske sig. Den er fortryllende, og de gam le K onstnere ere uim odstaaelige. F arvel saalænge. Læ ste Du ikke det B rev, som H egel havde sendt D ig ? D et var et Svar til H e g e l, som havde lovet m ig at sende nogle Photographier efter vore Malerier til Am sterdam , hvor je g faaer B rug for d em , og tillig e at bede Hr. Müller 011 et Par Oplysninger. D et er en Søn af den Boghandler J. Miiller, som Deiclim ann i 1 8 3 6 gav m ig Brev til, og som viste m ig m egen V enlighed og var m ig til stor N ytte. Brevet, Du har sendt m ig , er skrevet t-il H eg el, men indeholder en form elig Indbydelse til at være hos ham under m it Ophold i Am ster­ dam. H ans Forældre ere døde, men »die Erinnerung des Herrn Professors lebt noch frisch bei uns.« D e t er 3 3 A a r s i d e n . Er det ikke fornøieligt? Løverdagen, 4de September. Idag og im orgen er det de s t o r e D a g e i Galleriet. A lle Copister ere borte med sam t Staffelier osv. Igaar saae jeg R u i s d a e l s »Jødekirkegaard«, da »der H ausm eister« paa m in B øn lod G lasset aabne. Den er d eilig conserveret, men B enæ vnelsen er urigtig. D et er en for­ ladt og forfalden K irkegaard ved Foden af den gam le K loster­ ruin. En lille Bæk har banet sig V ei m ellem Gravstenene og risler og plasker nu over Sm aastenene i Græsset. A lt er vaadt, for det har r e g n e t; alt er saa frisk og grønt, og Hyldebuskene pynte med deres hvide Blom ster. En Regnbue tegner sig svagt paa den mørke G rund, men øverst oppe faae Skyerne lyse Kanter og en Solstraale falder blændende ind paa den opreiste hvide, vaade, blanke Steen med Indskrift. D et er saa øde der, kun et qvindeligt V æ sen , en N on n e, knæler langt der­ henne ved en Grav, m edens hendes L edsager staaer og venter. Aa den Solglands paa G raven, det glim rende L ys paa den triste, mørke R egndag! D et forstyrrede, forladte Menneskeværk m idt i det frod ige, grønne P la n teliv, som qvæges af H im lens og Jordens V an d e, og hvor kun den nøgne B øgestam m e, som luder hen mod Ruinen, m inder om at ogsaa dette L iv har sin