NielsLauritsHøyensLevned_1872

1 4 9

kun en fattig Lovtale. D et m anglede naturligviis ikke paa Dandserinder i stumpede K ioler, og de rokkede med Kroppen, slo g ud med Armene, det skulde nu formodentlig være paa sin a sia tisk , thi Scenen er jo i S yrien, Æm net taget af Tassos befriede Jerusalem . J eg troer forresten, at det ikke har skadet, at Øie og ø r e og Tanke kom ved denne L eilighed til at giøre en lille Udflugt i en anden Verden end den , de hver D ag be­ væge sig i , og Anledningen til at jeg kom til at giøre denne Udflugt var desuden saa vakker. D et var mine Naboer og Gienboer ved table d’h o te ; — ligeoverfor m ig en gamm el Mand ( 7 4 Aar), høi, m ager, med en kraftigt udskaaret, men ju st ikke haard Profil, og hans Kone vel i Begyndelsen af H alvtredserne, hun har aldrig været k iøn , men der laae et baade forstandigt og hjertensgodt Udtryk over det H ele. Ved Siden af m ig et deiligt lille P igebarn, med lyst H aar, i det høieste vel 8te Aar, og saa hendes Moder, en ung, høi, rank, lyshaaret Dame med tykke Læber, ingen smuk N æ se, men frisk , sund Farve, klare, rare ø in e. Er hun Enke? E ller følger hun med sine Foræ ldre? for hun er en Datter af Æ gteparret og hendes lille P ige er Barnebarnet, som Bedstefaderen naturligviis forkiæler. Min lille Naboerske saae saa venligt op til m ig med sine lyse blaae Øine og sm ilte, jeg giengieldte det, og ved denne stumm e Conversation forblev det, saam eget mere som jeg et Par af de følgen de D age fik min Plads længere fra dem. Men i Søn­ d a g s, da jeg m idt i Vrimlen sad fordybet i Correggio’s Sanct G eorg, var der pludselig et Par B arneøine, som vækkede m ig a f min E ensom hed, og det var min lille Naboerskes. Kort efter traadte Bedstemoderen frem fra en Gruppe af Besøgende, for at sige m ig , at den L ille vilde saa gjerne sige m ig God D ag. J eg svarede jo venligt derpaa, men var snart igien i min Sam tale med Correggio, som blandt andet fortalte m ig , at det har ærgret ham lidt, at Ø hlenslåger, som dog havde seet hans h ellige Georg, kunde lade sig narre til at troe, at han (Correg­ gio) havde været saa dum eller saa gnieragtig paa en Skilling,