NielsLauritsHøyensLevned_1872

1 4 8

u sselt klædte. Forleden strømm ede en talrig Flok herigiennem , jeg formoder fra en F attigsk ole, for de havde Tavler og B oger og Tasker med sig. Men hvor saae de fattige u d ! De sprang afsted paa deres bare B een , saa det var en L yst. H jemm e har jeg aldrig seet en saadan Fattigdom sam let. — H ør G itte, kiender Du E lisab eth ? Du spørger sagten s: j a , hvem m ener Du? Ih, jeg m ener den smukke E lisa b eth , D atter af den bayerske H ofm aler Julius Lange. Seer Du, hende kiender je g ! Forleden dvælede jeg læ nge inde i den Stue, hvor Ruisdaelerne hænge. Der var noget, som sy sselsa tte m ig, saa jeg lagde ikke Mærke til en Herre og en D am e, som sadde derinde, før je g blev tiltalt af ham. Vi kom strå s i en ivrig D iskurs om Ruisdael; og det var d en, som foranledigede m ig til at bede H ausm eisteren, som netop kom til, om at aabne G lasset foran Jødekirkegaarden. D et var en fæ lleds N ydelse; den blev samm en­ lign et med andre af hans Malerier, ogsaa med dem i München. Y i bleve snart grumme gode Venner, og da vi først havde siddet og siden reist os, og jeg vilde bruge m ine Briller, men savnede dem , sagde han: m in E lisabeth tog dem , da De lod dem ligge paa Stolen, og saa rakte den smukke P ige m ig Brillerne nok saa venligt. »Jeg m aatte endelig komme til München«! N u denne G ang, svarede j e g , kan det ikke s k e e ; men saa maatte jeg love at komme der en anden G ang, og saa vexlede vi Kort, og da jeg kom h jem , læ ste jeg paa K ortet: Julius Lange, kongl. Hofmaler i München. T i r s d a g M o r g e n 7. S e p t b r . J eg var igaar A ftes i Theatret og saae og hørte A r m i d a , en af G lucks berøm te Operaer. D et var noget baade for ø r e t og for ø ie t. D eilige Toner, det er vist, men egen tlig maa vel en Opera som denne sees i P aris, thi Theaterm aler og Machinisten have her nok at g iø r e , naar vi skulle see Arm idas T ryllehaver, hende selv kiøre giennem Luften med sin E lsker etc. etc. Man havde her giort sig m egen Um age, og det er et Spørgsm aal, om vi i Kiøbenhavn kunde giøre det saa. g o d t, men dette er jo dog