NielsLauritsHøyensLevned_1872

1 6 1

Sam ling’ er ikke synderlig’ mere end en L iste, og over de private Sam linger er der intet trykket, altsaa maae m ine Optegnelser være saad an n e, at de kunne træde istedet for dataloger; Du v il da kunne begribe, at Tiden maa falde m ig kort lier.

11.

Haag, d. ’27de October 1869, D ine Breve have saa o fte, ved at omtale V eirliget der hjemm e, v iist m ig, at det Veir, som jeg har, det have I ogsaa, at je g ikke tvivler om at I have B læ st, ja Storm og Regn blandet med Snee og H agl i alle disse Dage. Idag maatte jeg forlade Raadhuset, fordi det blev for mørkt til at see de store M alerier, som ikke hænge god t, selv paa klare D age, og nu kun viste m ig so rte, utydelige Masser; men da jeg saa fandt m ig heri med Taalm odighed og, dækket under min Regnskiærm, listede hen giennem det alvorligo, gamm eldags »Binnenhof«, en Plads eller, om Du hellere vil, en stor Gaard omgivet paa alle Sider a f gam le ret anseelige Muursteensbygninger, og op i Prinds Moritz’ H uus, hvor Galleriet er, saa kom Solen gientagne Gange og ikke saa kort, og jeg kunde ret i Mag — der var ikke et Menneske — fortabe m ig i Betragtningen af nogle af de for­ trin ligste Væ rker, som der hænge. Der hænger et Maleri af I. van der M eer, det er blot en Prospect af D elft, men det malede Solskin er saa kraftigt, at det lyser selv i Graaveir. H vorledes skal det blive m ig m uligt at giøre den Poesi for- staaelig, som der kan herske i et saadant B illede? Igaar kiørte jeg ud til det kongelige Landslot »’thuis in ’tbosch« — Du kan oversæ tte det ved L u n d e h u s e t — ; Regnen strømmede ned, Træernes Grene hang saa kummerligt med de visne Blade, kun den lange Række af store pyntelige Landsteder, som jeg tog forbi paa T ilb ageveien , stod nok saa sta d selig, men koldt og fornem t tage de sig rigtignok ud i Efteraarets melancholske Om givelse. Da regnede det ig ien , men i Oranje Salen tittede 11