HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1966

E R I K R A F N kan maaske ikke upassende sammenlignes med et stort brilliant Fyrværkeri, hvor det ene Billede fortrænger det andet, uden at lade nogen Tid til overs til Besindelse, førend det endelig trætter«. Noget mere forbeholden var Thomas Overskou,13 som i sin teaterhistorie bl.a. skriver: »Publikum indrømmede Rigtigheden af den musikalske Kritiks Anke over, at Rossini paafaldende havde forsømt at lægge Karakter i sin dramatiske Musik og i flere Situa­ tioner kun søgt at kildre Øret ved leflende, undertiden platte Melodier«. I de københavnske musikkredse gik debatten i de følgende år livligt videre, naturligvis især i kredsene omkring Kuhlau og Weyse, der hver for sig havde sin menighed. Weyse og hans tilhængere ind­ tog den mest uforsonlige stilling til italiensk opera i almindelighed og Rossini i særdeleshed. I sin selvbiografi,14 hvor han har givet sin musikalske trosbekendelse, skriver han bl.a.: »Ved alt, hvad der mishager mig, trøster jeg mig med, enhver Ting i Verden har sin Tid, og sygelige Forfatninger som den moderne febrilskfantasti­ ske og ukunstneriske Hypergenialitet, ligesom Rossinimanien, kan ikke vare længe, men maa snart føre til en Krisis, hvoraf det er at haabe, at Musiken vil opstaa til et nyt og herligt Liv«. Kuhlau, der var mere modtagelig for de forskellige musikalske strømninger i Europa, misbilligede i princippet italiensk opera, men lod sig i praksis påvirke. Under et ophold i Wien i efteråret 1821 skriver han i et brev bl.a.:15 »Skuespillet er overhovedet gan­ ske fortræffeligt, jeg besøger det mere end Operaen, thi desto værre driver ogsaa her Rossinis urene Aand sit onde Væsen. Ma­ dame Griinbaum er her den første Sangerinde, og hun er overho­ vedet den største Sangerinde, som jeg nogensinde har hørt. Det er uheldigt, at jeg ikke har hørt hende i andre Operaer end Rossinis, hvori der hersker en utrolig Alarm og Spektakel, i Særdeleshed i den her saa yndede »tyvagtige Skade«. I denne Opera hører man 148