HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1966

F R Ø K E N F R E D E R I C A L O U I S E E R N S T

hun har været hastig, det tyder mange ting på, bl.a. at der ikke gik ret lang tid, inden hun reagerede på kollegiets breve. Hendes store hus med de mange tjenestefolk, ødselhed i klæder og stor selskabelighed har sikkert kostet hende mange penge, som renterne af hendes formue næppe har kunnet bære, og dette har antagelig ført hende ind på tanken om at tjene flere penge, som vi i det efterfølgende kan læse om. I de kredse, som frøken Ernst gennem sit slægtskab hørte til, kunne hun ikke undgå at tale tysk og fransk; om hun har været musikinteresseret, ved man intet om, men at hun har haft inter­ esse for litteratur, bærer Bolle Willum Luxdorph’s dagbøger vidne om. Han, som var embedsmand og forfatter, var meget litterært interesseret og skrev i sin dagbog 2. marts 1779: »Frøk. Ernst skik­ kede mig Copie af Marchskrigerens C:te Welldones eller St. Ger- mains eller Jerusalems Skomagers Brev«. Luxdorph nævner iøvrigt frøken Ernst flere gange i sin dagbog.31 29. december 1769 skriver han, at hun skal have gjort opbud, og 20. september 1774 fortæller han, at der har været ildløs i hendes gård i Østergade. »Nogle meente, det var paasat«. Efter branden fik hun af brandforsikrin­ gen udbetalt 300 rd.32 Som kort fortalt i indledningen, indgav frøken Emst til kongen en ansøgning om at måtte anlægge et »Engelsk Olie-Hør Hegleri«.33 Kommercekollegiets kommentarer ved forelæggelsen til kongen giver et udmærket syn på, hvad man der tænkte om frøken Ernst’s duelighed som fabrikant og hendes pekuniære forhold. Frøkenen selv var fuld af optimisme og håbede på at drive sit foretagende til den fuldkommenhed, som med tiden ville overflø­ diggøre al import fra udlandet. Hun drømte endog om at udvide fabrikken, således at hele landet kunne blive forsynet med hendes billige varer, hvilket hun søgte at bevise rigtigheden af ved at pro­ ducere prøver af den grovest heglede hør, som nu solgtes for 7 sk.

9 5