S_FørOgNu_1918

som Beboerne allerede vare løbne fra, De fleste af Mændene i Huset var paa Vagt ved Sprøjterne eller, som min Fader, hos deres Arbejdsherrer; den tæt sammenpakkede Forsamling i Gan­ gen bestod derfor næsten ganske af Fruentimmer og Børn. En jamrede for sin Mand, en anden græd for sin Fader. Nogle søgte

en Bombe slaa ned og anraabte Gud om Frelse fra denne uden Ophør flammende og buldrende Ødelæggelse, som Ingen saae Vej til at slippe ud af. Døren til Bagstuen, der var lige overfor den, hvori vi boede, stod aaben paa vid Væg, efterhaanden tyede Koner og Børn fra Gangen ind til „Tømmersvendskonen“, saa at

Det Indre af Frue Kirke.

T øndehvæ lving af Træ, baaret af 28 K olonner, som hviler paa de af Kundbuer gennem brudte Mure.

hendes lille Stue og Kjøkkenet snart bleve propfulde af jamrende, som søgte at mane Bomberne bort ved baade Bord- og Aften­ bønner. „Den høje Hyrekudskekone“ udmærkede sig som den Værsthylende. Den ene Gang efter den anden raabte hun til sin Datter „Marie, Marie! gaa op og tag Psalmebogen og see, at Du

at finde paa Midler til at sætte sig i Sikkerhed imod Bomberne; Andre tænkte paa at redde deres Ejendom; Nogle omfavnede og kyssede hverandre; Andre bandede Engelskmændene og atter Andre raabte fortvivlede, at den sidste Time var kommen: Alle hvinede de af og til imellem hverandre, naar de troede at høre 209