Snedkerbogen_1

næsten alene dekorative detaljer. Dette forklarer, at renæssancestilen udenfor Italien blev en blandingsstil, hvor gotikken sejgt holder sig i hovedformerne, mens det nye især fremtræder i det ydre - i møblerne snit­ værket. Ydermere måtte disse enkeltheder uundgåeligt præges af både tegnerens, stikkerens og håndværke­ rens gotiske smag og opfattelse. Blandt de første ting, som i ungrenæssancen nåede frem fra Italien, var akanthusplanten. Ikke altid kendte man den lige godt eller evnede at behandle den i klas- sisk-italiensk stil. Ikke mindst på danske provinsmøb­ ler opstod der ejendommelige forenklede, djærve, flad- skårne omdannelser af den (fig. 346). Klassisk - og til­ lige almindeligt i Italien - var det derimod, når akan- thus’en i smalle, lodrette felter ordnes symmetrisk stigende op af en vase. Yndet i næsten alle lande var endvidere medailloner med profilhoveder, som regel ikke særligt lignende forbilledet - antikke mønter. Enkelte steder, bl. a. i Danmark, levede foldeværket videre i ungrenæssancen, men også det præget af det nye, idet enderne af det gerne fliges og takkes i lighed med akanthus. Men med alt dette er det et gennem­ gående træk, at de nye prydelser næsten udelukkende har deres plads i fyldingerne, og at rammeværket som i gotisk tid træder åbenlyst frem. Med tiden lærte man dog mere og mere fra Italien. Der tales om en nordeuropæisk højrenæssance fra o. 1550-60. Arkitekturformer, specielt søjler og arki-

ssw m

mm,

Fig. 346. Dansk renæssanceskab fra Ribeegnen. En provinsiel type, der skønt udført 1604 har bevaret ungrenæssance- karakter. Ribe Museum.

kom ligeledes, selv om skabet i det store og hele mere blev et i Nordeuropa yndet møbel. Både den hånd­ værksmæssige teknik og forfinelsen i boligindretning var i stærk udvikling. Under hele den italienske renæssance brugtes for­ skellige typer af stole. Yndet var den faste foldestol sammensat af rækker af buede stave, der krydsende hinanden går op over sædet og ender i armlæn, som bærer et vandret rygbræt. Mindelser om almuestole har »sgabello»en, den lille stol båret af to rigt ud­ skårne brætter og med en nedad afsmalnende, også udskåret ryg (fig. 345). Mens disse to typer fortrinsvis er italienske, blev den i senrenæssancen stadig almin­ deligere stol med sarg og fire ben forbundet med ud­ skårne sprodser mere international. Renæssancen i Yest- og Nordeuropa. Omkring 1500 begyndte Europa at få øjnene op fol­ det nye, der var skabt i Italien. Franske stormænd, der på krigstogter kom til landet, sammenlignede de lyse, bekvemme paladser med deres hjemlige borge, og man beundrede kunsten og det fine håndværk. Et stærkt ønske opstod om også at få del i dette. Udbredelsen af den nye stil var imidlertid dengang vanskelig. Mest skete den igennem tegninger udført af de få begunsti­ gede, som kunne rejse til Italien, og disse tegninger, som i stort antal blev reproduceret i stålstik, gengav

Fig. 347. Engelsk buffetskab fra 16 10 med pokalformede støtter. Denne såkaldte »cup-and-cover«-form anvendtes også almindeligt i England til bordben og på sengehimmelstøtter.

225

15