HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1989 h5

»Det saa kaldede Kiøbenhavns Vartegn« fessor Pontoppidan havde jo afgjort den sag, og hans titel borgede for en kvalitativ afgørelse.77 Statuen var af sten. Den stod ude i strømmen, hvor der hverken var læ eller anden beskyttelse for vejr og vind. Regn, blæst og frost havde i over 100 år indvirket på den, og forneden arbejdede det altidbevægelige hav. Da søjlens skæbne blev afgjort i 1790'erne, oplyses det sigende, at det vil­ le være lige så dyrt at reparere den, som at pille den ned.78Allerede 1756 havde det vist været på tale at reparere den,men byens magistrat, dermå være blevet bedt om at betale for dens eget vartegn, kunne oplyse, at gennemgangen af næsten 100 års kæmnerregnskaber havde vist, at no­ get sådant aldrig tidligere var passeret.79 Omvendt ville statens kasser ikke betale, og sagen blev først afgjort, da Finanskollegiet bevilligede 1000 rigsdaler til monumentets nedtagelse eller reparation. Et sådant ping-pong spil mellem offentlige kasser var altså også daglig kost dengang, men egentlig var det afstedkommet ved, at alle troede, at det var Københavns vartegn. Under alle omstændigheder havde sagen een taber, og det var fundament, søjle og statue. De forfaldt langsomt men sikkert. Hvor vidt fremskredet dette forfald var i 1729, da Pontoppidans afgø­ rende beskrivelse for tolkningen af statuen somLedamed Svanen falder, er umuligt at vide. Derimod ved vi, at bogen blev udgivet i Hertugdøm­ merne, hvor den efter al sandsynlighed også blev skrevet.80Hvorfra den unge præst hr. Erik havde sin vartegnsbeskrivelse, kendes ikke, men det er formodentlig fra studiedagene i København efter diskussioner herom eller ved selvsyn. Frederik Thaarup, der var den store kender af København omkring år 1800, skrev sidenhen omMemoria Hafniae af Erik Pontoppidan, at »Nu har det aldeles intet Værd«.81 Med sin stilling på Als har Pontoppidan simpelt hen ikke haft det rigtige materiale for hånden; han kunne jo godt, det viser hans værker fra 1760'erne. Hvis Pontoppidans oplysninger om Christian IV's pille ved Tøjhus­ havnen aldeles intet værd har, har eftertiden i al fald aldrig opdaget det. Pontoppidans fodarbejde, da han avancerede til Christian IV's hof, erher lykkedes over al forventning. Det erindres, at der var en næsten eksplo- sionsagtig vækst i antallet af afbildninger afKøbenhavns vartegn i årene 1746-50. Pontoppidan stod her bag de vigtigste, Rach og Eegbergs,hvor han endda fik indsat Thurahs overdrevent smukke vartegn. Thurah puslede imens med Resens gamle prospekter af København til et tredie

35