FrieFattihforsorgKjøbenhavn

III.

DYRTIDSLOVENE 1853—56 OG KJØBENHAVNS KOMMUNE

Det vilde dog være en Misforstaaelse at tro, at man i den Om­ stændighed, at Loven af 8. Marts 1856 ikke blev gældende for Kjøben­ havn, har den egentlige Grund til, at Hovedstaden i Modsætning til hele det øvrige Land ikke fik et frit kommunalt Fattigvæsen med den Opgave at hjælpe værdige Trængende udenfor Fattigvæsenet. Hertil androg nemlig de af Loven omhandlede Midler et altfor ubetydeligt Beløb. Den egentlige Grund er at søge langt dybere, idet den hænger sammen med hele det Grundsyn, den principielle Opfattelse, der var herskende i Byens Styrelse, og som ogsaa deltes af i hvert Fald det store Flertal af de Mænd, der gik foran og stod i Spidsen for det private Velgørenhedsarbejde i Byen, og hvorefter Kommunen kun kunde yde Hjælp til Trængende, være sig direkte eller indirekte, gen­ nem det egentlige Fattigvæsen, medens al anden Hjælp maatte over­ lades til den private Velgørenhed, saavel hvad Midlernes Tilvejebrin­ gelse som hvad de personlige Kræfter angik. Et Vidnesbyrd om dette Grundsyn indenfor Kommunalbestyrelsen har man allerede i dennes Stilling til de pag. 7 omtalte Dyrtidslove. der ogsaa omfattede Kjøbenhavn, men som ikke fik nogen god Mod­ tagelse af Kjøbenhavns Kommunalbestyrelse. Det første Aar indgav Bestyrelsen og Repræsentantskabet for Haandværkerforeningen og Bestyrelsen for Folkevennernes Selskab Andragende om, at der maatte blive truffet Forholdsregler, hvorved Loven kunde komme den egent­ lige Middelklasse, navnlig Haandværkerstanden til Gode. Men Kom­ munalbestyrelsen fandt det i høj Grad betamkeligt at anordne en ekstraordinær Understøttelse ved Siden af den Understøttelse, Kom-