FrieFattihforsorgKjøbenhavn

— 35 —

det frivillige Fattigvæsens Anmodninger til det offentlige imødekom­ mes med den samme Tillid, hvormed de blive fremsatte. Det offentlige og det frivillige Fattigvæsen skulle ikke have nogen Hemmelighed for hinanden; de maa betragte hinanden som Virksomheder, der ikke kunne undvære hinanden, uden at hver af dem vil savne sin naturlige Begrændsning og sit naturlige Supplement. Den offentlige og den pri­ vate Fattigforsørgelse bør altsaa underholde en stadig gjensidig For­ bindelse. Her møder imidlertid den Vanskelighed, at der endnu ikke bestaar noget frivilligt Fattigvæsen i Kjøbenhavn. Der ydes af Private en overordentlig stor Sum mellem Aar og Dag til de Trængende, dels under Form af tilfældig Almisse, dels gjennem Legater og andre Stif­ telser, dels endelig ved Understøttelsesforeninger af forskjellig Art. Alt dette er Momenter af et frivilligt Fattigvæsen, men heller ikke mere. De mange Kræfter, der i saa Henseende ere virksomme, arbejde aldeles uafhængigt af hverandre og uden gjensidig Kontrol, saaledes at den ene velgjørende Institution ikke veed, hvad den anden gjør. Som Følge heraf kunne Gaverne trods al Omhu fra den enkelte Bestyrelses Side umuligt blive uddelte retfærdigt, og det hænder kun altfor ofte, at den Fattigere bliver skudt tilside for den mindre Trængende, og at Mangfoldige, der burde understøttes, ikke kunne opnaae nogen Hjælp og derfor maa ty til det offentlige Fattigvæsen, medens Andre leve ret bekvemt af Velgjørenheden. Der behøves altsaa først og fremmest en Organisation af den private Velgjørenhed, en Haand, som kan ordne og samle de spredte Kræfter, . . . et Fællesorgan for det frivillige Fattigvæsen. . . . Kun en Autoritet som den her omtalte, hvorved en loyal Samvirken til det fælles Maal mellem det frivillige Fattigvæsens mangfoldige Forgreninger tilvejebringes, kan optræde som sideordnet med den offentlige Fattigbestyrelse, og kun med en saadan kan denne stadigt samvirke. En uafbrudt direkte Forbindelse mellem det offent­ lige Fattigvæsen og de enkelte private Velgjørenhedsindretninger er nemlig en Umulighed, dels paa Grund af disses meget betydelige An­ tal, dels fordi den private Velgjørenhed ikke kan yde det offentlige Fat­ tigvæsen den fornødne Garanti for en hensigtsmæssig Anvendelse af sine Midler, saalænge den savner ethvert Spor af Organisation. . . .

3*