ChristenBerg_1911

— 119 —

andre Venstremænd kunde ikke tage dette for andet end et nyt Træk af den Fiffighed og »Mindretals­ tapperhed, hvorom der efterhaanden havde dannet sig et helt Sagn mod Berg. Men ellers talte han »ud af Vinduerne», det vil sige ud til Vælgerne. Der havde han sine Res­ sourcer; saalænge han endnu ikke havde tabt paa Valgdagen, var han ikke slagen. Det gjaldt da for ham om at holde Vælgerne i Aande. Valgdagen maatte se­ nest komme i Januar 1890, der var altsaa 2 V* Aar at løbe paa. Halvt som Vælgerfoder, halvt som Trods mod Modstanderne maa det vel forstaaes, at Berg i disse to mellemliggende Samlinger, 1887—88 og 1888—89, talte som et rent Damptærskeværk. I den første Samling holdt han 168 Taler, i den anden 188. Han søgte nu dybere ned i Folket end før, ned under Gaardmændene. Det var »den danske Menig­ mand«, der nu skulde være hans Støtte. I hans Rigsdagstaler støder man jævnlig paa Vendinger som disse: »det danske Folk, lad mig sige den danske Menigmand«, eller, »ikke blot her i Landet, men og­ saa i Menigmands Huse«. Hans stærkste Greb var dog det, at han gav sit Standpunkt og sit Parti det uskyldiges, det af Hjærtet rene og ubesmittedes Stempel. Han kaldte sit Parti »de t r e n e Ve n s t r e « . Syndfloden var kommen over Landet, og der svøm­ mede han nu som Danmarks Noah rundt paa sin Ark, med sine forskellige rene og urene Dyr, Bøn