MiraklernesTid_1700

Thomas Lyngby

68

fornedre sig under sin stand for penges skyld og se ussel ud i tøjet eller leve tarveligt derhjemme. Omvendt måtte man heller ikke indrette sig over sin stand.19 Rangen gjorde den sociale status mere dynamisk. Og da æren ikke læn­ gere var givet ved slægt og fødsel, måtte den have en fremtrædelsesform, der bekræftede den som virkelig ære. Derfor blev de synlige og håndgribelige tegn på ære stadig vigtigere. Rangsamfundets nye æreshierarki udkonkurre­ rede langsomt de etablerede normer og vaner. I 1740’ernes opinion opfattede man rangadelige som adelige, men man skelnede endnu sprogligt mellem gammel adel og rangadel - et tegn på, at rester af det gamle standsopdelte æreshierarki endnu fandtes.20Det rangbestemte æreshierarki spillede navnlig en rolle tæt på kongens hof i København. Her var det socialt demonstrative forbrug særlig udbredt, og livet blev iscenesat i overensstemmelse med rang­ tænkningen. De nye ærebegrebers succes viste sig ved en social stræbsomhed, der greb om sig et par årtier inde i 1700-årene, hvor mange borgere drømte om en plads i rangen. De honnette ambitioner i Holbergs berømte komedie var vel­ kendte i samtidens virkelighed. I 1735 skrev Otto Thott, deputeret i det ny­ oprettede Kommercekollegium, at det var et problem, at nogle kræmmere ’’aldrig snarere (har) vunden 20 å 30.000 rigsdaler, og vel mindre, førend de ophøre at handle, og da søger caracterer for sig”.21 Rangsygen betød en sta­ dig inflation af ærværdige symboler som bolig og klædedragt. Det er givetvis i denne sammenhæng, at man skal se den stadig større hast, hvormed moden skiftede op gennem 1700-årene. Bestandigt havde eliten behov for at skille sig ud via nye og kostbare former for luksusforbrug. Den aristokratiske rang­ adel efterstræbte det nyeste, det fornemste og det kunstigste —dvs. det mest kunstfærdige. Foruden et overdådigt forbrug skulle fornemme folk og folk med honnette ambitioner - smukke folk eller de skikkelige, som de kaldtes med et dansk udtryk - demonstrere deres position via en formfuldendt opførsel.22 De to­ neangivende manerer udsprang fra livet på kongeslottet og i aristokraternes palæer og spredte sig herfra til livet i andre sirlige huse. De store grupper, der i det dynamiske rangsamfund søgte at blive en del af den honnette verden, men som havde rødder i andre adfærdsnormer og derfor ikke på rygmarven kendte de rette manerer, havde behov for at lære at begå sig. Til dette formål fremkom i 1600-årenes slutning og op gennem 1700-årene en ny type af an­ standshåndbøger. Den dynamik, der prægede den sociale orden, stillede krav til individet om at tilegne sig nye vaner. De skikkelige skulle føre deres krop på en måde, så det var tydeligt, at de ikke var en del af hoben. En udbredt metode var danseundervisning.