abels død

Der stod han, mere skjøn end nogensinde,

Den unge Søn, hvem hun begræd som død:

Der stod han, ikke falmet som et Minde,

Nei, som et Haab, der Sorgen gjennembrød.

I Solens Guld hans gule Lokker skinne,

Hans Kind i Glæde smiler rosenrød,

En himmelsk Fred omkring hans Læber svæver,

Og som lyksalig han sit Øie hæver.

Han skued opad mod de fulde Grene,

Og løfted, som til Tak, sin unge Haand:

Da lød fra Træets Krone Toner rene,

Og lyttende han stod, en salig Aand.

Men Røsten taug - han var ei meer alene;

En Engel, svøbt i Lysets Klædebon,

Sig sagte nærmed og hans Skulder rørte,

Og ned til Floden ham ved Haanden førte.

Der saae ham Eva gaae ved Englens Side,

Med Panden lysende af stille Lyst.

I hendes Hjerte Fryd og Længsel stride,

Og rørt af Synet zittrer hendes Bryst.

I Haven ind vil hendes Fødder skride;

Min Søn! hun raaber: Abel! hør min Røst!

Men brat tilbage viger hun forfærdet,