abels død

Ja, sukked Eva: ja, det er vor Straf!

Den ubekjendte Død hans Hjerte traf,

Thi ei han vaager, heller ei han sover.

Da spredte Adam Dækket atter over

Den kolde Skikkelse, og mørk i Sind

Han paa sin Arm i Teltet bar ham ind.

III.

Urolig Eva dybt i Teltet sov.

Af Drømmen hensat i den mørke Skov,

Hun rastløs der omkring med Kain iilte.

Han skifted Sted med Sted, og naar han hviilte,

Da var det for at høre Stormens Sang,

Mens over Løvet susende den klang.

Men pludselig hun seer ham ræd sig skjule,

Og stige ned paa Bunden af en Hule,

Hvor mørk han stod, som med sig selv i Kamp.

Hun nærmed sig - da steg en pestfyldt Damp

Fra Hulen op, der Veiret hende røved,

Og af sin Drøm hun vaagnede bedøvet.

Endnu paa Sjælen følte hun sig lam,

Endnu hun Luften qvælende fornam,

Og angst sit Blik hun om i Mørket sendte,

Til atter Teltets aabne Dør hun kjendte,

Hvor i det klare Stjernelys hun saae