FraDengamleHerresSkuffer

119

Det anede Sneedorff nok, og da han en Aften kom hjem paa Amalienborg og havde aabnet sin Port med en meget stor Nøgle, saa han en Kadet, der var i fuld Fart med Brænde ned til Portneren. „Holdt, hvem d e r ? “ raabte han; men Kadetten smed Brændet og vilde flygte. Sneedorff naaede at faa slaaet ham et alvorligt Pande­ mærke med Nøglen, saa tænkte han, at han nok kunde finde Fyren næste Dag. — Der gjorde han Regning uden Kammeratskabet. Samme Aften mærkede alle Kadet­ terne i ældste Klasse sig med et lignende „Nøglemærke“ , og da Sneedorff næste Dag var sikker paa at finde For­ bryderen og lod Klassen stille til Parade, bar de alle Pandemærke. Han standsede et Øjeblik, vidste ikke helt, hvad han skulde gøre, saa forstod han og sagde: „Det er godt, mine Herrer, meget godt, De kan træde af“ . Der blev ikke talt mere om den Sag. Sneedorff sagde blot til sin Kone: „Jeg er glad, for mine Kadetter e r gode Drenge, som vi nok faar Brug for“ . „Drengene“ holdt op med Brændehandelen fra samme Dag. Man kan godt gaa over Amalienborg Plads og tænke paa svundne Dage uden at tænke paa Konger, og dog kan man more sig kongeligt, som naar man tænker paa Admiral Sneedorff. Og man kommer til at huske en lille Stump af hans nu forglemte Digte, hvori han spørger, naar der bliver Adel i Landet, og svarer:

„N aar Sandhed tør tales rundt om Land, men Nidvisen straffes paa Stande, naar Folket er frit, og hver ædel Mand er adlet i Skjoldungens Lande“ .