PeterFrederikSuhm_1898

502

Peter Frederik Suhm.

Vil man omsætte alt dette i en mere almindelig Sæt­ ning, saa maa man vist sige, at Suhm havde en Følelse af, hvor usikker Historien er paa uendelig mange Punkter. For- skjellen i Maaden, paa hvilken Gram og Suhm kunde behandle Historien, laa dog ikke saa meget udelukkende i Uoverens­ stemmelse imellem dem hvad methodiske Principer angaar, som i Ulighed i disse to Lærdes Naturel. Man tør vistnok rolig sige, at Gram ikke vilde have været istand til at behandle et saa langt Tidsrum af Danmarks Historie som det Suhm har behandlet, fordi Gram bestandig vilde være bleven standset af sin Kritik, medens Suhm skjød meget af sin egen Kritik til Side, hastede mod Enden, men samlede en Mængde Materiale, ordnede det paa en bestemt Maade, saa at en følgende Genera­ tion har kunnet, om end ikke altid helt let, søge Hjælp i hans Værk til at udfinde det, som han selv ikke dristede sig til at udfinde og slaa fast. Det er ret mærkeligt, at høre Suhm sige, at, naar han fortalte Danmarks Historie, vilde han søge at glemme Fædreland og Tro, hvilket vil sige saa meget som, at Historikeren bør skrive Historien saa objektivt som muligt. Det var et rigtigt Forsæt, men vanskeligt for et Stemnings- Menneske som Suhm at føre igjennem. I Fortalen til første Del af Danmarks-Historien siger Suhm, at det er hans Hensigt, »at skrive efter de gamle Historie­ skriveres Vis, Mænd som Herodot og Snorre,« en Ytring, som viser, at Suhm vidste, hvor meget Form og Stil have at sige i et historisk Værk. Men anvendes den paa hans eget Værk, saa bliver det klart, at han, da han skrev disse Ord, ikke saae langt nok frem over Værkets Fortsættelse; thi saaledes som det blev bygget, blev der ikke let Anledning til at vise stili­ stisk Færdighed, medens dog Fortællingen paa mange Steder, f. Ex. i Karakteristiker, ikke er blevet behandlet uden Kunst. Suhm siger et Sted61: »De overmaade Belæste have sjelden en god, i det mindste pyntelig Stil, thi de see saa meget paa Tingen, at de derover glemme Formen.« Denne Bemærkning kan for en meget stor Del anvendes paa Suhm selv. Theorien, at Stilen skulde være god, den kjendte han, men »Tingen« overvældede ham. Det var mange Videnskaber, som Suhm gav sig af med, men »den ædle Videnskab,« Historien, var den, som han satte højest. __________