FrederikBøgh

177 tvende ældre H aderslevere, der alle ere m ageløse. I Brahesborg H ave danses der; Herrerne holde Damerne mellem Skulderbladene. D er byd es Ci­ garer om. — — — — — — — — » — — ---------- — — M an drager tilbage for at spise i A ssen s, o g en tyk M adamm e fortæller m ig, at der var F lere, der vilde g jøre de n yd e­ ligste T aler, m en der var d o g Ingen, der talte saa dejlig som Skom agerm esteren, der havde talt ved Ankom sten. Jeg skulde desvæ rre spise paa Brahesborg o g kunde ikke følge m ed til A ssens. Paa B rahesborg tilbringer je g m egen T id ; je g komm er m ere o g m ere til at holde a f de M en­ nesker; Kamm erherreinden er navnlig højst elsk­ værdig. O g saa M issionsm ødet i G a m b o rg ! Min Fader skulde derhen som F orm and for K onventet, o g da det kjeder ham at kjøre alene, to g je g med. Først stod en affekteret, højst m od byd elig Præst og skraldede en hel Bunke af om Ingenting; der­ efter traadte en lille, skallet, hinkende M and op paa Prædikestolen. Han havde tidligere været Seminarist, derefter havde min Fader hjulpet ham til at blive Student, o g nu var han udset til at holde M issionspræ diken; han skulde tale „saa hjærtelig o g rart“ . Han begyndte saaledes: „E r det ikke saa,