FrederikBøgh

489 Der var én Sangfugl i hans Bryst, der var en yndig Tonekilde, og Sangen var hans bedste Lyst, fra dengang han var ganske lille. Hvor ofte har ej Slægt og Ven han frydet med sin klare S temm e! Dens Lyd gaar mangen Gang igjen, og vi kan aldrig mer den glemme. Ja, Sangen var for hans Natur et Væld til Livet at forynge; men Fuglen — den blev stængt i Bur og kunde ikke mere syng e; mod Træmmerne den Vingen brød i disse Aar saa lange, lange, den længtes, trængtes i sin Nød — en stakkels, stakkels, fattig Fange! Og fra sin stille Sygeseng han lytted altid lydhør efter hver dansk og ædel Harpestræng, som rørte sig med sunde Kræfter; han vilde Kunstens Værker se, endskjønt hans ø je fast var blindet, han vilde gribe Hver Ide, som kunde vederkvæge Sindet.