FrederikBøgh

4 9 0

For os, der magtesløs ham saå og ej hans Byrde kunde tage, i Mindet skal han klart opstaa, saa karsk som i sin Ungdoms Dage, med Sang og Spøg og Spil og Dans og fuld af Liv og fuld af Løjer, med vaarligt Sind og aaben Sans for Alt, hvad ellers Børn fornøj er. Begejstret for hvad der var smukt, han vandred under Himlens Bue; hans rene Aand sig gav paa Flugt, hans Hjærte tændtes tit i Lue; han strejfed om i Skov og Mark med al Guds Herlighed fortrolig, skar Navne dybt i Træets Bark og bragte Skoven til sin Bolig. En Bregneskjærm, en Mosegrund, Bikubens Liv i tusend Celler, Hvidtjørnen i den grønne Lund og Alt, hvad Grøften os fortæller, en Hønsegaard, en Andedam — alt Det har lokket ham saa ofte, naar Sommerlivet kaldte ham til Frederiksgave og Gamtofte.