FrederikBøgh

59 vilde Roser, og saa har det haft det store, vide Hav til Gjenbo. Nu, da det var flyttet til en kjedelig Studenterlomme, nu er det visnet; men naar Du blot vil aande paa det, kjære lille Frue, saa tænker jeg, at Livet paany vækkes i det. — Vi toge herfra til Middelfart; men dér blev jeg syg og maatte ligge paa en kjedelig Gjæst- givergaard, medens Fader besaå den smukke Omegn og da navnlig det beromte Hindsgavl. Jeg kom mig dog efter nogle Dages Forløb, og vi rejste til Odense, hvor jeg skiltes fra Fader, som tog tilbage til Skamstrup. Jeg kjørte om Eftermiddagen ud til en smuk lille Skov ved Navn „Fruens B ø g e“ ; at det val­ en Skov for mig, vil Du kunne begribe, om ikke af Andet, saa dog af Navnet. — „Fruens B øg e“ kunde være værdig til at beskrives i et Digt, skrevet til den lille Frue af F r e d e r i k B ø g h . Da jeg kom tilbage til Gjæstgivergaarden, hørte jeg, at en Vogn kjørte til Svendborg Klokken 12 denne Nat. Jeg besluttede at benytte Lejlig­ heden, og ved Midnat besteg jeg min Enspænder. Det var en langsom Kjøretur; først Klokken 7 naaede vi Svendborg. Alt var i Begyndelsen saa alvorligt og sørgend e, ' det græd A ltsamm en: Himlen græd, og store Taarer trillede ned ad Kløverens Kind; men alt som vi mere og mere