GeorgBrandesLevned_1908

218 H jem lige Angreb Kønsfæller mod forførende Røster, betegnede Forholdet til et Væsen af det andet Køn som overflødigt for en sund og kraftig, ugift Kvinde og hævdede den overleverede Køns­ sædelighed. En spøgende og spotsk Artikel, som jeg i den Anledning til Selvforsvar skrev, betitlet Engle, og for Løjer undertegnede Lucifer, gav Bjørnstjerne Bjørnson Lejlighed til Optræden paa Arenaen.*) Han mente i min Artikel at finde en satirisk Hentydning til hans Skuespil En Hanske og foer med fuldstændig Overseen af vort mangeaarige nære Venskab ud imod mig med den grove Beskyldning for Lumpenhed, utrolig Lumpenhed og mere. Bjørnsons Ven­ skab havde været mig for værdifuldt til at jeg skulde skynde mig med at svare. Jeg vidste desuden, for hvilke Øretude- rier imod mig fra Kjøbenhavn han under sit daværende Pariserophold var Genstand. Medens jeg med endnu et Par Artikler afsluttede mit Mellemværende med de skrivende Damer, stræbte jeg derfor at opnaa en Forsoning med Bjørnson. Jeg forlangte ingen ydmygende Indrømmelse af ham, kun den Vending, at han i Overilelse havde brugt uhøflige Udtryk om en Ven; men jeg krævede, at han offenligt skulde betegne mig med Vennenavnet, som han samtidigt i Privatbreve til mig vedblev at anvende. Først da han i Hidsighed — lettroende som han var — lod sig henrive til privat at bebrejde mig en uridderlig Handlemaade, hvori jeg efter et latterligt Rygte, der var bleven ham over­ bragt, skulde have gjort mig skyldig mod en Bjørnson iøv- rigt aldeles ubekendt ung norsk Dame, min gode Veninde, brød jeg overtvert, og gav Svar paa Tiltale. Jeg har altid beklaget, at en saadan Usselhed berøvede mig en saadan Mands Ven­ skab, men har alligevel, belært af Erfaring, aldrig senere villet gøre noget Skridt for at genoprette det gamle gode Forhold. Opvarmet Mad beholder en styg Afsmag. *) Samlede Skrifter, XIII. 452.