HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1984 h5

Barbara Zalewski

tion« og det oftest i de varmeste sommerdage, så hvad årsagen end var, var problemet reelt nok. Indlæggelsen - eller rettere indbrin­ gelsen - viser sig at følge bondens arbejdsår. Der er færrest indlæggel­ ser i så- og høsttid og højdepunktet ligger i juli, hvor der var meget lidt at lave. Om vinteren, hvor man kunne forestille sig mørke og ledig­ gang som fremmende for tungsindighed, er der også få indlæggelser, da tungsindighed jo ikke gav sig udslag i voldsomhed. Det var sognemændenes pligt at vogte de rasende; Lindencrone på Gjorslev søgte i slutningen af august plads på St. Hans Hospital til en kone, der var blevet gal i høstens tid, til betydeligt besvær for sogne- mændene, der skulle holde vagt over hende.42 Det var også en kørsel, der hørte under hoveripligten at fragte de afsindige til hovedstaden, hvis det kom til anbringelse. Der findes i korrespondancen en brev­ veksling om sognemændene i Lyngby, der havde mange besværlig­ heder af en karl, der flere gange havde været indlagt i St. Hans Hospi­ tal. Han blev udskrevet ligeså hurtigt som han kom ind, fordi medicus opdagede, at han var drukken, hver gang han blev urolig. De Lyngby bønder fandt det befrygteligt at have sådan et afsindigt menneske på fri fod og desuden til stor ulejlighed at køre ham til staden - bundet i en vogn og ledsaget af fire mænd - hver gang han begyndte på sine galenskaber. Indlæggelsesmønstret kunne måske forklares med, at når det drejede sig om udenbys folk, altså fra landbrugsområder, har man holdt den rasende bundet og bevogtet, indtil der blev tid fra markarbejdet til at køre ind til København. Således skulle puklen midt på sommeren ud­ gøres af de udenbys, mens Københavns egne rasende fordelte sig over hele året. Mens det altså var sognemændene, der bragte deres egne og udensogns tilløbende sindslidende til St. Hans Hospital, var det i byen en af fattigfogedernes pligter at indlevere de afsindige, som de op­ bragte under deres jagt på betlere. At det ofte har drejet sig om perso­ ner, der var helt uden familie eller tilhørsforhold, ses af det store mandtal, hvor der for manges vedkommende ikke har kunnet anføres alder, fødested eller stand, nogle gange end ikke efternavn. I det årlige mandtal oplyses ofte om familieforhold, økonomiske omstændigheder og lignende; der er ind imellem så karakteristiske be­ mærkninger, at man nrå forestille sig, at inspektøren har taget hvert enkelt lem for sig, inden han skrev - men at det sommetider kunne 44