HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn_1984 h5

Barbara Zalewski

En del opgives i det årlige mandtal at være helbredte for tiden eller i bedring. Et eksempel på denne psykisk labile gruppe er en 3 1 -årig tjenestepige, født i Jylland, hvis vanvittighed var »periodisk vedva­ rende«. Hun kunne ingen forklaring give, skriver inspektøren, men efter gangkonernes udsagn fortjente hun 1 sk. om ugen ved at spinde. Hun og mange andre kvinder i St. Hans Hospital kunne have siddet model til St. St. Blichers Cecilia. Den før omtalte tjenestepige, der gerne ville blive i hospitalet, fik tiden til at gå med at spinde hør; der var nemlig - i hvert fald for de sindslidendes vedkommende - kun tale om at slå tiden ihjel. Når så få, som det kan ses af det årlige mandtal, overhovedet kunne foretage sig noget fornuftigt, kunne det ikke nytte at regne med deres arbejdsfortjeneste; i 1 7 6 2 skrev sekretær Falsen da også, at det, der blev spundet, var til lemmernes egen fordel. Man så fra flere sider med ublide øjne på den lediggang, som man mistænkte de offentligt forsørgede for at ønske sig. Moral og dyd var ved institu­ tionaliseringen blevet et statsanliggende og flid var i høj grad en bor­ gerdyd efter tidens mening. En stiftsprovst talte i 1 7 9 3 om de »unyt­ tige jordens drog«,49 der anstillede sig trængende og kongen skal have sagt,50 at det, der skænkedes de sande nødlidende, ikke burde blive »rov for strafværdig virkesløshed og uforskammet tryglerie«. De sinds­ lidende må komme ind under de sande nødlidende, for de, der til dagligt arbejdede med dem var helt klare over, at man ikke kunne for­ lange det umulige. I kirurgens instruks hedder det, at han skal se, om de afsindige, når de blev udladt af dårekisten, kunne gives noget småt arbejde; af ugelisten fremgår det, at det drejede sig om spinding, strikning og - den klassiske - opplukning af gammelt tovværk. Des­ uden arbejdede nogle yngre sindslidende mænd i hospitalets snedker­ værksted. Underhold og kammerleje for de sindslidende måtte altså forskaffes på anden måde. Hvor det drejede sig om de af Københavns egne ind­ byggere, der ikke havde midler, måtte Fattigvæsenet og fra 1 7 8 1 Magistraten selv betale; det hed da, at de lå på kassen. Fandtes der andre muligheder, udviste inspektøren på Magistratens opfordring den største snilde for at læsse byrden over på andre, det være sig byer, amter, etater eller enkeltpersoner. Da disse gjorde sig nøjagtig de samme anstrengelser for at undgå denne byrde, kunne det blive en langvarig affære at bringe betalingsspørgsmålet i orden. Der udfolde­ 48