KøbenhavnsMurerlaug_1948-1973

AH, D ISSE M I N D E R . derfra videre til Colon ved indløbet til Panamakanalen. Men vi var lige­ glade, eller rettere sagt, vi var glade for endeligt at kunne komme af sted, så vi gik ind på betingelserne. V i kom om bord og blev med det samme beordret i arbejde. V i skulle banke rust af dækket og oliere det. Varmt var det, for solen brændte på fladen og gjorde det næsten uud­ holdeligt. D e t hjalp lidt, da vi kom ud i rum sø. Allerede da vi sejlede ud fra R io, blev vi mindet om, at der var krig. To tyske krigsskibe fulgte os, da vi gik nordover langs kysten. Et døgn igennem holdt de os under observation. Så forsvandt de. - F a n d t I n og en sin d e u d af, h v o rfo r I ik k e sku lle regu læ rt forh yres? - V i fik senere at vide af styrmanden, at det var kaptajnens første rejse, og det gjaldt for ham om at få alting gjort billigst muligt, så vi fik lov at bestille noget. En dag kom styrmanden og sagde, at en kullemper var blevet syg, og at jeg blev nødt til at tage hans job. Jeg måtte gå på den, men det var træls arbejde. V i havde ikke taget kul i Rio, så der var langt at køre med trillebør for at hente kullene. Der gik nogle vældige dønninger, og når jeg endelig havde fået læs på, tog skibet en tur, så børen væltede, og jeg kunne begynde forfra. Siden fik jeg ordre på at hale glødende aske ud af fyret. D et var hedt som bare helvede, og da jeg

Det var så vist ikke nogen luksusrejse. Jeg måtte arbejde som kullemper, selv om jeg havde betalt for rejsen, og drikkevandet var rødt og lunkent og ildesmagende.