NewsLetter Q3 2017

Newsletter 3. kvartal 2017

DELEØKONOMI – NU OGSÅ PÅ KONTORET

I kølvandet på forretningssuccesser som Airbnb og GoMore vinder flere deleøkonomiske ideer og koncepter frem på kontorlejemarkedet.

Af René Faaborg Greve, Konsulent i Sadolin & Albæk

Airbnb har været i vælten de seneste uger. Selskabet offentliggjorde for nylig en rapport, der viser, at antallet af danske boligudlejninger er steget næsten 50% på blot halvandet år. Rapporten viser endvidere, at der i dag er 31.000 danskere, som udlejer deres bolig eller et værelse via tjenesten. Samtidig har der været stort fokus på, hvorvidt politikerne bør gribe ind og begrænse mulighederne for, at udlejere kan drive privat hoteldrift og hvordan skat af lejeindtægterne skal indberettes og kontrolleres. Deleøkonomi-konceptet vinder større indpas blandt andet på grund af Airbnb’s eksplosive indtræden på markedet. Ifølge Bloomberg har Airbnb på blot 9 år fremskaffet flere værelser på verdensplan end verdens tre største hotelkæder, Hilton, Marriott og InterContinental tilsammen. I 2014 havde markedsværdien af Airbnb oversteget Hiltons – ikke dårligt for et brand, der ikke selv ejer værelserne.

Udgangspunktet for deleøkonomi er, modsat ’traditionel’ økonomi, ikke knappe ressourcer, men derimod overskudsressourcer, eller overskudskapacitet. Det handler om at få adgang og brugsret frem for ejerskab til flere af de ting, vi omgiver os med. Delingen af boliger, biler, musik mv. er blevet betydeligt lettere i takt med digitaliseringen. Dette gælder også deling af kontorer og arbejdspladser. Der findes efterhånden en lang række hjemmesider, hvor udlejere tilbyder kontorarbejdspladser eller hele kontorlejemål til leje, lige fra på timebasis til flerårige kontrakter. Konceptet omkring delearbejdspladser har oprindeligt været henvendt til iværksættere, freelancere og små virksomheder. Større virksomheder er dog også begyndt at få øjnene op for fordelene ved delearbejdspladser/-kontorer.

20

Made with FlippingBook Online newsletter