KøbenhavnsVarmeværker_1925-1950

De første ekspansionskam re blev ud fø rt a f jernb eton både i bund, sider og loft, og loftet blev i alm indelighed ud fø rt med nedragende bjælker. I nogle tilfælde blev loftet isoleret med korkplader. Det h ar i årenes løb vist sig, at arm eringen i brøndene er det svage punkt, idet fugtigheden fra luften i brønden trænger ind i betonen gennem svindrevner o. lign. og ruster jern et, hvilket i mange tilfælde h ar m edført afskalling a f den inden for je r­ net liggende betonskal og bo rtrustn ing afjern e t, så det h ar været nødvendigt at bygge enkelte ekspansionskam re om. Korkisoleringer h ar vist sig at være m indre heldig, idet varmen bevirker, at asfalten, som binder korken sammen, fordam per, så korken smuldrer og isoleringen falder af, hvorefter der er fri bane for fugtighedens ødelæg­ gelse a f betonen. Omkring 1935 gik m an derfor over til at isolere dækkene i ekspansionskam rene med molersten, der bliver henlagt i cementmørtel på forskallingen inden støbningen a f det egentlige dæk. M etoden h ar vist sig at være effektiv til beskyttelse a fje rn e t og anvendes stadig. F o r væggenes vedkommende gik man en overgang over til anvendelse a f klink- brændte m ursten opm uret i cem entmørtel i stedet for beton, men det er vanskeligt at få arbejdet udført så godt, at der ikke siver vand igennem i fugerne, hvorfor man i de senere å r er gået over til anvendelse a f betonvægge uden arm ering; disse udføres i noget større tykkelse end de tidligere jernbetonvægge, og den forøgede tykkelse virker selvsagt gavnligt med hensyn til tætheden. På de nyeste anlæg, som udføres i fo råret 1950, anvendes vibreret beton i brøndvæggene. Der h ar gennem tiderne været forskellige vanskeligheder både med kanaler og b rønde; n år en betonkan al bliver varm , vil den udvide sig, og såfrem t jo rd frik tio ­ nen ikke er tilstrækkelig til at hindre bevægelse, vil kanalen trykke væggene i ekspan­ sionskam rene ind, hvilket i tidligere tid er bemærket i adskillige tilfælde. F o r at undgå dette forhold h ar man siden ca. 1935 udført kanalerne med glidende indføring i eks­ pansionskam rene, og såfrem t sådanne indføringer er rigtigt udført med et passende elastisk lag (f. eks. flere lag icopal) mellem kanal og væg i kammeret, h ar de også vist sig at svare til hensigten, idet det er konstateret, at kanalen under 1 ste igangsæ tning virkelig udvider sig og bevæger sig ind i kammeret. Det h ar im idlertid også vist sig, at en sådan kanal aldrig trækker sig tilbage igen. H eraf følger, at kanalen, når den bliver kold, f.eks. fordi ledningen sættes ud a f drift i nogen tid, vil blive udsat for stærke trækspændinger, som sikkert medfører revnedannelse. Såfrem t kanalen er a r­ meret, vil der være mulighed for, at armeringen vil bevirke, at der komm er mange små revner, medens der uden arm ering er mulighed for færre men større revner og dermed betydelig større risiko for vandindtrængning. På steder, hvor kanaler og brønde komm er ned i grundvandet, har det været nød ­ vendigt at foretage særlige foranstaltninger for at hindre, at vandet trænger ind i kanalen. Den simpleste løsning er dræning, og norm alt forsynes da også både kanaler 49