MeddelelserOmUrteOgIsenkræmmerSamtSukkerbagerlavet_1693-1861

152 Landkort og Dukketøj, indtil de i de sidste Tider havde udvidet Handelen til Yarer, der stred imod Isenkræm­ mernes Lavsartikler. Ved Rentekamrets Skrivelse af 12. Nov. 1791 blev det tilkendegivet Isenkræmmerne, at de ikke kunde nægte Sværdfegerlavet selv at forskrive de Sabel- og Kaardeklinger, det behøvede. 1791 søgte 102 Borgere og privilegerede Handlende Kongen om fri Handel, hvorfor de tilbøde hver at stille 1000 Rdl. til Kongens Raadighed. Denne vamle Ansøgning begynder saaledes: „Alle Undersaatter søge i Kongen en Fader, med deres Blod forsvare de ham og hans helligede Familie, og fra denne Faders Stol nyde de til Gengæld Beskyttelse, Naade, Mildhed og Retfærdighed. Disse Dyder er ingen uden Han mægtig nok til at udføre i al sin Storhed. Lig en strømmende Flod udbredes disse Velgærninger over det hele Land, Orden iagttages, Velstand forøges og den bedagede Konge skuer som hin Frode den Fredegode fra sin høje glimrende Trone ud over et Land, som hans Vel­ gærninger have velsignet. Han ser lykkelige Borgere, han ser en voxende Efterslægt, som skylder Ham enhver glad Time. Hvilken kongelig Glæde! Hvilken Henrykkelse!1) Oldingen dør, hans gode Søn bestiger hans vigtige, hans ærværdige Sæde, Nationen omringer Kongestolen, velhavende og mægtig erindrer den Fade­ rens Dyder, optegner dem til evig Velsignelse, og den rørte Søn træder med ny og velgørende Handlinger i den forgudede Faders Fodspor. Dette er en Afbild­ ning paa den oldenborgske Stamme, saaledes have vi, vore Fædre og Forfædre kendt den. Vor Kærlighed er voxet, den er bleven et beundrende Ordsprog imellem Udlændinge, den er bleven en prøvet, en frygtelig Værn om Dans Trone. Vor Hengivenhed véd ingen Grænser, vor Tillid til vor Konge bliver af ham selv

1) D et er den v anvittige Christian den Syvende, man tiltaler saaled es!