GeorgBrandes

93 Falk over sit Bytte. Han var en af de ulykkelige Ensomme, der fø ler Ensomheden og derfor søger Selskab som en nødvendig A f­ lastning. ... I Kvarteret var hans Skikkelse kendt — naar Folk vendte sig, idet han gik forbi, udtrykte hans Ansigt blandede Fø­ lelser af Irritation og Tilfredshed. Da han en Dag skraaede mig imøde, lyste hans Ansigt af skalk­ agtig Munterhed: »Nu har jeg naaet Berømmelsens Tinde, Dren­ gene paa Gaden raaber efter m ig: Goddag Geork! Just nu raabte en saadan efter m ig: Goddag Bedstefar, det er længe siden vi har set dig! Ikke videre respektfuldt, men smigrende for Ryet.« Rubow slutter den tidligere nævnte Brandes-Nekrolog med følgende Linjer, der ogsaa passende kan danne Afslutning her: »Den store Kritiker, som altid saa rundhaandet øste sin Aner­ kendelse ud til dem han med megen Skønsomhed og af et godt Hjerte mente fortjente det, mødte i sit Fædreland ikke den Aner­ kendelse, der tilkom ham. Han blev ganske vist overvurderet af Mange, hvis Ros ikke var ham værdig. Forfængelig som han var, vel ogsaa efter sin Natur trængende til mere Solskin end de Fleste, da han mer end alle Andre trodsede Mørke, Uvejr og Storm — tog han som H. C. Andersen uden Forskel mod Alt. Men netop fra Kritikken og Litteraturforskningen, som staar i uendelig Gæld til denne største og frodigste Inkarnation af den kritiske Aand Norden har set, blev der ham oftest kun tvungen og uvillig Anerkendelse til Del.«