GeorgBrandes

Sædelighedsfejden og Nietzsclie-Striden.

P ennefejder har ofte i vor Litteratur kendetegnet en eller anden aandelig Omvæltnings Forløb ; hvor andre mere varmblodede Na­ tioner hellere greb til Sværdet, har Nordboerne nøjedes med en rask litterær Holmgang. At Brandes med sit iltre Temperament har deltaget i adskillige, siger sig selv. Her skal kun nævnes de to »berøm teste«, til­ med da de følger lige efter hinanden og saaledes kan siges at danne et A fsnit for sig i Brandes’ litterære Levnedsløb. Forløberne for den første Diskussion, Sædelighedsfejden, er B jørn ­ sons Skuespil »En Handske«, det kom i 1883 og satte resolut Køns- problemerne under Debat, idet det først og fremmest stillede Krav om samme sædelige Renhed hos begge Køn ; allerede Henrik Ibsen havde rejst Spørgsmaalet om Kvindens Selvstændighed 1879 i »Et Dukke- hj em«. 1884 kommer Aug. Strindberg med Novellerne »Giftas« — i en af dem protesterer han mod B jørnson, i en anden haanes Ibsen; og endelig kommer den norske Arne Garborgs »Ungdom« 1885, den ene af syv smaa Noveller i een Samling »Forteljingar og Sogur«. Brandes’ Omtale af denne i sit Essay om Garborg samme Aar i »T il­ skueren« er det, som faar Flammerne til at slaa op af det Ved, de an­ dre havde samlet til Baalet. Det er over 50 Aar, siden følgende blev skrevet: »Meningen med Novellen turde uden digterisk Indklædning væ­ re den: Der er intet som helst vundet ved stadigt at spænde Kysk- heds-Fordringen endnu og endnu en Grad højere. Den Kunst at fordre Kyskhed er ikke stor. Det er ikke af Kærlighed til Lasten, at modne Mænd ryste paa Hovedet deraf. Det er fordi de vide, at skrøbelig Dyd altid er mangefold naturligere og sundere end una­ turlig Last, og som Menneskeheden nu en Gang er udviklet, er det imellem disse to, Valget staar. Lad Opdragelsen ved naturlig og utilsløret Fremstilling af Kønsforholdene gøre sit til at tvinge Drifterne inden for naturlige Grænser; men lad os ikke indbilde