GeorgBrandes

179 aandshistoriske eller æstetiske Litteraturdyrkere — Vald. Vedel, Vilh. Andersen, Hans Brix bl. a. — har alle lært at læse af Bran­ des.« Slotspræst Oscar Geismar har i sine »Skilderier« 1927 gengivet sin Nekrolog over ham — med følgende Udgang: »Lader man Budskabet om Georg Brandes’ Død bundfælde sig i Ens Sjæl, gaar det, som han altid har ønsket det: ogsaa nu fyl­ der han Sindet med baade Frastødning og Tiltrækning. Ene Hi­ storien kan løse denne Tvedragt ved at sænke Glemselens Slør over den Folkeførerdrøm, som han aldrig kunde opgive, det heroi­ ske Eventyr, som han paany og paany fortalte for sig selv, og til Gengæld taknemligt værdsætte den Gerning som Bogforsker og Bogtolker, hvortil han havde Evner, større end nogen anden Sam­ tidig.« Henning Kehler stiller i »Overmennesker og andre« 1929 sig selv det Spørgsmaal: Hvad skylder Danmark Georg Brandes? Og svarer: »Først og fremmest de ypperste Essays og Bøger, som er skre­ vet om danske Digtere og litterære Personligheder i den saakaldte Guldalder. Det bedste, Georg Brandes har ydet som Kritiker, har han ydet Danmark. Dernæst skylder vi Georg Brandes Igangsæt­ telsen af en Litteraturbevægelse, som nu er afsluttet, Naturalis­ men, og en trofast Tilførsel af Brændsel til en Livsanskuelses­ fejde, som han ikke er Fader til ...« . Og senere: »Som Skribent glimrende — som Tænker værre end overfladisk. Dette vil blive Dommen om Kritikeren Georg Brandes.« Tom Kristensen synes ikke i Bogform at have skrevet noget om Brandes; i sit Essay om Helge Rode, der stod i »Tilskueren« 1930, Bd. 2, findes ogsaa en Omtale af det efternævnte Skuespil »En Mand gik ned fra Jerusalem«: »et Angreb paa den voltairske, for ikke at sige den brandesianske Aand, for det var ogsaa ment som et Angreb paa Herremoralen, Overmennesket som Fredsstifter. At dette Skuespil just var retfærdigt, kan ikke paastaas. Georg Brandes stod ikke udenfor, han stod som Talsmand for alle de Millioner, der ikke turde tale af Frygt for at blive skudt, han for­ kyndte den Gang, hvad nu næsten hver eneste Krigsbog tør sige, han var Udtryk for en Helhed, der er større end Nationerne, nemlig Men­ neskeheden, selv om han skældte den ud for dens Dumhed, og han var i Eftertidens Øjne betydeligt større i sin Fredsagitation, end da han i 1890 begik den inkonsekvente Letsindighed at finde den ukendte Professor Nietzsche frem. Men Helge Rode havde grebet Georg Bran-

l?«