GeorgBrandes

189 hed i Gabestokken, da måtte det være et stort Øjeblik i hans Liv, når han kunde nærme sig og lægge den Kransen om Panden«. Og et andet Sted — jeg mindes ikke mer hvor — beretter Bran­ des om, at han som ung sagde til en ældre Ven eller Beskytter: »De må gerne le ad mig, men jeg føler det, som kan jeg ikke dø.« — For mig forklarer disse tvende Udtalelser ej alene Georg Brandes’ Værk, men dets Virkning. Ti den der lægger Ærens Krans om Sandhedens Pande, lægger Evighedens om sin egen. Han er så stærk, at han aldrig kan dø.« Religionshistorikeren, Prof. Edvard Lehmann har skrevet Georg Brandes’ Nekrolog i det norske Tidsskrift »Kirke og Kultur« 1927; S. 143 forekommer følgende Vurdering: »Hans evne var selve den æstetiske analyse og kritik, forkla­ ringen af forholdet mellem værk og forfatter og bedømmelsen af værkets skønhedsværdi. Her var han stor, en af de fineste kriti­ kere som litteraturhistorien kan opvise. Her har han dannet skole, ikke bare i sit fædreland hvis yngre litterater helt staar i hans tegn, men viden om, ikke mindst i Norden; i Norge stod Gerhard Gran, i Sverige nærmest Levertin under hans Indflydelse. Men endnu mere har Brandes betydet ved sin uhørte evne til at stimulere det æstetiske liv i alle dets former, særlig det litterære. Den suggestive kraft med hvilken han æggede ungdommen i sit eget land er ikke her det avgørende, men den interesse han overalt forstod at vække saavel hos digtere som hos kritikere. Han gav dem lyst og mod og gennem sin kritik gode raad.« Poul Levin skrev i »Tilskueren« 1927 bl. a.: »Vi fandt ind i os selv ved ham, lærte af ham de rigeste Aan­ der at kende, beundrede ham, reagerede mod vor egen Beundring, lovpriste ham, forsvarede ham, ungdommeligt, utilstrækkeligt, al­ tid ud af vort Hjerte. Han var for os Tegnet paa Ungdom. Han var til det sidste flittig som Ungdommen, hensynsløst kæmpende, brændende troende paa sin Sag, saarbar og dog usaarlig som Ung­ dommen.« Morten Pontoppidan fortæller i sine »Minder og Oplevelser« 1922 om sin Deltagelse i Festen for Brandes 1891, der blev ham bebrejdet, følgende (S. 166 ): »Jeg fortrød imidlertid ikke den Holdning, jeg havde indtaget overfor dette Forfatterjubilæum. Jeg fandt — og finder endnu, at det var den rigtige og loyale Holdning for enhver, der formaaede at værdsætte Brandes som Kritiker og litterær Historiker. Og der­ som blot tilstrækkelig mange Ikke-Brandesianere havde taget den samme Stilling, kunde Festen have faaet sin rette Karakter. Jeg