GeorgBrandes

83 Den unge franske Sproglærerinde, som en Bekendt straks efter Ankomsten til Paris havde anbefalet Brandes, blev nemlig ret hurtig forelsket i denne sin ældste Elev, hvis Smaaopmærksomheder den strengt opdragne unge Kvinde lagde mere i, end Hensigten var, hvad Brandes selv g jorde hende opmærksom paa; hun skyndte sig natur­ ligvis at svare, at hun end ikke i sine Tanker havde »stillet nogen For­ dring«, hvorpaa Brandes gaar hen og forelsker sig hæftigt i en ung spansk Brasilianerinde paa tyve Aar. Denne nye Fase i Brandes’ erotiske Liv skildrer han selv i følgende Udtryk: »Min Følelse var dog langt mere Beundring end Elskov eller Attraa. Jeg begærede hende egentlig ikke. Aldrig følte jeg mig stil­ let ganske i Jævnhøjde med hende, end ikke naar hun gjorde stær­ ke Tilnærmelser til mig. Jeg glædede mig over hende som over noget Fuldendt, og der var over hende det rige og fremmede Far­ veskær, som Kolibrierne i mit Barnekammer havde havt. Hun fo r ­ uroligede mig sjæ ldent; men jeg sagde mig, at hvis jeg nu rejste, vilde jeg efter al Sandsynlighed aldrig mere faa hende at se, da hendes Fader ad Aare vilde tage hende til sig til Brasilien eller Madrid, og da forekom det mig undertiden, som om jeg for be­ standig rejste fra min Lykke. Tit bad hun mig i saadanne Udtryk og med saadant Udtryk om at blive, at jeg hverken vidste ud eller ind. Og hun opfyldte mig da som det dronninglige Væsen, hun var.«1) Brandes tilfø je r: »En dansk Digter havde kaldt Sydens skønne Kvinder »Store Glimmerblomster uden Du ft«. Var hun en saadan stor Glimmerblomst?« Samtidig finder Brandes dog »et svagt Element af Erotik« i sit Forhold til sin lille Sproglærerinde, Frøken Louise, der var begyndt at grue for A frejsens T im e; efter H jemkomsten til Danmark indleder de da ogsaa en livlig Brevveksling — alt medens den unge Spanier- indes straalende Skikkelse beholder sin Plads i hans Indre, og Bran­ des selv træder dermed ind i, hvad han kalder »den sværmende At- traas Livsafsnit, hvor Synet af kvindelig Skønhed eller Ynde ø jeb lik ­ keligt hensætter Ynglingen i en let E lskovsrus«. Og saa fortsætter han lidt længere fremme i »Levned«, S. 210: »Dog midt under denne ungdommelige Længsel mod det andet Køn med dens Dirren i Følelser af ubestemt Art, blev mit Sind som med et Ryk samlet om det dybeste, tidligere Indtryk, det af

*) Levned I, S. 200.

6*