S_Borgmesterbogen_1870-1928

B Y G N I N G E R 189 til enhver tid besidderen som hæler. Det samme gælder om museumsgenstande af nationalitetsværdi for andre lande: købte tyvekoster. For det er ikke alene krigs­ rovet som må stemples således, men også fmansvælderovet. Ti hvad ret skal et lands nabob have til at berøve et mindre bemidlet lands befolkning dettes i privat besiddelse værende kunstskatte eller historiske minder og udføre dem til forfænge­ lig skrydende fremvisning. Det er virkelig på tide, at civilisationen rejser sig i sin vælde og sætter bom for røverierne. Mais en fin ! Ombygning af offentlige bygningsanlæg er en ting, deres ved lige­ holdelse en anden og vanskeligere ting; fordi det egentlig strider mod den menneske­ lige natur, ustandseligt at arbejde og kæmpe for besiddelsen af en ting. Men således er livet. Tidens tand gnaver bestandigt på de jordiske frembringelser, selv om de er så solide som Ægyptens pyramider. Erkendelsen heraf har frembragt en spaltning i den katolske kirkes daglige liv. På den ene side stræbet efter ædle storværker som de vidunderlige katedraler, og på den anden side en systematisk udglatten af stræb og higen. Denne dualisme har f. eks. ødelagt Irerne og gjort det irske spørgsmål u løseligt op til den nyeste t id ; og den har i alle lande, hvor den har haft tilstrække­ ligt spillerum, efterladt sig dybe spor i behandlingen af fremtrædende gejstlige byg ­ ningsværker. Yi husker, hvorledes Københavns gamle kirkegårds mure blev be­ ny ttede til at læne alslags elendige hytter imod. Det var måden at hjælpe småfolk på i fa ttige tider, og v i ser i mange katolske byer, hvorledes skure og hytter er bygget ind mellem katedralernes piller, nedbrydende respekten for fortidens stor­ værker. Denne særlige plantning af snyltere har imidlertid bredt sig til de verdslige lokaliteter. Slotsholmen er et eksempel. Hvorledes er private bygninger kommet ind der? Med glad undren har v i set Bibliotekshaven opstå og dens omgivende bygninger blive opfriskede på værdig måde. Måtte dette være et varsel om, at de private bygninger i Kristiansgade vil forsvinde og give Slotsholmen sin eksklusive karakter tilbage. Grimmere er dog forholdene omkring Rosenborg have, hvor en almindelig slendrian har lagt sig som et dække over det hele historiske anlæg, hvori­ gennem det lille slot på en kæk og udfordrende måde stikker sine spir. Småhusene i gitteret mod Kronprinsessegade er en stiliseret udgave af boderne i kirkegårds­ murene, som vel ikke er så slem, men dog trænger til forbedringer og cafeen inde i h a v en ; Samson pavillonen med sin privat bolig, mineralvandsfabriken og det lange gymnastik baghus imod Gotersgade og garde kasernens provokerende beliggenhed; er noget af det uhyggelige sammensurium, som skæmmer den historiske centrale park og vanskeliggør respekten for nationale skønhedsværdier. Den skæbne Kongens Have har fristet, navnlig siden voldens sløjfning, rejser i virkeligheden en anklage mod vor nationale anstændigheds følelse. Vi må betænke, at Botanisk Haves anlæg, voldens afgravning og boulevardbanens anlæg drager bestem te følger efter sig, og v i må forstå, at v i ikke kan eller bør overse konsekvenserne heraf. Det er Køben­ havns baggård med sit skrammel v i har ved Kongens haves vestside, medens et blik på kortet gør det indlysende at lejligheden til en Promenade d honneur er her og bør gribes. Men ved siden af de her behandlede sociale og nationale sidespørgsmål, som optager den almindelige interesse med hensyn til de offentlige bygninger, er der visse kunstneriske betingelser, som opmærksomheden bør henledes på. Naturlig