CE Maskindirektiv 2006-42-EF

§ 264 Montering, opstilling og tilslutning Punkt 1.7.4.2, litra i), omfatter de operationer, der skal foretages af eller for brugeren, inden maskinen tages i brug. Monteringsvejledninger er nødvendige, hvis det drejer sig om maskiner, der ikke leveres brugsklare til brugeren, hvis f.eks. elementer af maskinen er blevet afmonteret med henblik på transport eller emballering. Der skal tages særligt hensyn til monteringsvejledninger, hvor monteringen skal foretages af ikkeprofessionelle brugere – jf. § 258: kommentarer til bilag I, punkt 1.7.4.1, litra c). Monteringsvejledninger til udskifteligt udstyr skal indeholde en specifikation af den eller de typer hovedmaskiner, som udstyret kan anvendes sikkert sammen med, og skal omfatte de nødvendige vejledninger i, hvordan brugeren kan foretage en sikker samling af det udskiftelige udstyr og hovedmaskinen – jf. § 41: kommentarer til artikel 2, litra b). Hvad angår maskiner, der leveres uden drivsystem, skal vejledningen indeholde alle de nødvendige specifikationer for monteringen af drivsystemet, såsom type, drivkraft og tilslutningsmidler samt omfatte en præcis monteringsvejledning til drivsystemet – jf. § 35: kommentarer til artikel 2, litra a), første led. Det er nødvendigt med monteringsvejledninger til maskiner, der skal installeres på og/eller fastgøres til særlige understøtninger, konstruktioner eller bygninger, på fundamenter eller på jorden for at sikre maskinens sikre brug og stabilitet. Vejledningen skal indeholde en specifikation af de nødvendige dimensioner og lastbærende egenskaber for understøtningerne samt en specifikation af de indretninger, der skal anvendes til at fastgøre maskinen til dens understøtninger. Vejledninger til maskiner, der er bestemt til at blive monteret på transportmidler, skal indeholde en specifikation af de køretøjer eller anhængere, som maskinen kan monteres sikkert på, enten ved angivelse af deres tekniske egenskaber eller om nødvendigt ved angivelse af specifikke køretøjsmodeller – jf. § 37: kommentarer til artikel 2, litra a), tredje led. Tilslutningsvejledningen skal indeholde en beskrivelse af de foranstaltninger, der skal træffes af hensyn til en sikker tilslutning af maskinen til energitilførslen, væsketilførslen osv. De relevante egenskaber for disse tilførsler, f.eks. spænding, effekt, tryk eller temperatur, skal anføres. Vejledningen skal ligeledes indeholde en specifikation af sikker tilslutning af maskinen til indretninger til fjernelse af farlige stoffer, hvis disse indretninger ikke udgør en integreret del af maskinen. Punkt 1.7.4.2, litra j), indeholder et særligt aspekt af vejledningen i installation og montage med henblik på at mindske støj og vibrationer. Hvad angår støj, skal vejledningen, hvor det er relevant, indeholde en specifikation af den korrekte montage og installation af udstyr, der leveres af fabrikanten af maskinen med henblik på at mindske støj. For så vidt angår vibrationer, kan vejledningen f.eks. omfatte specifikationer til underlag med tilstrækkeligt dæmpende egenskaber.

236

Made with