CE Maskindirektiv 2006-42-EF

1.7.4.2

Brugsanvisningens indhold (fortsat)

. . . k) instruktioner for ibrugtagning og brug af maskinen og om nødvendigt instruktioner for oplæring af operatørerne . . . § 265 Ibrugtagning og brug Punkt 1.7.4.2, litra k), omhandler først instruktioner for ibrugtagning – jf. § 86: kommentarer til artikel 2, litra k). Instruktionen for ibrugtagning skal indeholde informationer om enhver nødvendig justering, kontrol, inspektion eller funktionsprøvning, der skal gennemføres, efter at maskinen er monteret og installeret, og inden den tages i brug. Alle særlige procedurer, der skal følges, skal beskrives. Der skal anføres de samme informationer med hensyn til ibrugtagning igen efter f.eks. flytning til et nyt sted eller efter større reparationer. Det andet aspekt af de instruktioner, der er omhandlet i punkt 1.7.4.2, litra k), vedrører brug af maskinen. Instruktionerne skal berøre de forskellige faser i brugen af maskinen og i relevant omfang omhandle: − normal drift, indstilling og justering af maskinen − korrekt brug af betjeningsanordninger, afskærmninger og beskyttelsesudstyr − anvendelse af specialværktøj eller -udstyr, der leveres med maskinen – jf. § 117: kommentarer til bilag I, punkt 1.1.2, litra e) − valg og sikker brug af alle betjenings- eller funktionsmåder – jf. § 204: kommentarer til bilag I, punkt 1.2.5 − særlige forholdsregler, der skal træffes under særlige anvendelsesforhold. § 266 Oplæring af operatører Det tredje aspekt i punkt 1.7.4.2, litra k), er oplæring af operatører. Fabrikanten af maskinen skal anføre, hvorvidt specifik oplæring er nødvendig for at kunne bruge maskinen sikkert. Almindeligvis er dette kun nødvendigt, når det drejer sig om maskiner, der er bestemt til at blive anvendt af professionelle. Det forventes ikke, at fabrikantens brugsanvisning omfatter et komplet oplæringsprogram eller en undervisningsmanual. Brugsanvisningen kan imidlertid indeholde oplysninger om væsentlige aspekter, der skal indgå i oplæringen af operatørerne, som en hjælp til arbejdsgiverne med at opfylde deres forpligtelse til at sørge for passende oplæring af operatørerne. I denne forbindelse skal det bemærkes, at oplæring af operatører og undervisningsprogrammer kan være underlagt nationale bestemmelser om gennemførelse af direktiv 2009/104/EF, for så vidt angår visse kategorier af maskiner – jf. § 140: kommentarer til artikel 15. Ud over vejledningernes grundlæggende oplysninger om oplæring tilbyder visse maskinfabrikanter ligeledes operatøroplæring til brugere, men disse tjenesteydelser er imidlertid ikke omfattet af maskindirektivets anvendelsesområde.

237

Made with