CE Maskindirektiv 2006-42-EF
(17) I forbindelse med messer, udstillinger o.l. bør det være muligt at udstille maskiner, som ikke opfylder bestemmelserne i dette direktiv. Eventuelle interesserede skal imidlertid på passende vis gøres opmærksom på denne manglende overensstemmelse og på, at det ikke er muligt at erhverve de pågældende maskiner i den udstillede udgave. § 19 Messer og udstillinger Betragtning 17 er en introduktion til bestemmelsen om, at fabrikanter må udstille nye modeller af maskiner på messer og udstillinger, førend disse produkters overensstemmelse med maskindirektivet er blevet vurderet, eller udstille maskiner, hvor visse elementer er fjernet i demonstrationsøjemed, f.eks. afskærmninger. I sådanne tilfælde skal udstilleren skilte på en hensigtsmæssig måde og træffe tilstrækkelige sikkerhedsforanstaltninger til at beskytte personer mod de risici, som de udstillede maskiner udgør – jf. § 108: kommentarer til artikel 6, stk. 3. (18) Dette direktiv fastlægger kun de væsentlige krav til sikkerhed og sundhed af generel art, suppleret med en række krav, som er mere specifikke for visse kategorier af maskiner. For at gøre det lettere for fabrikanterne at bevise, at maskinerne er i overensstemmelse med disse væsentlige krav, samt for at gøre det lettere at kontrollere overensstemmelsen med de væsentlige krav, er det ønskeligt, at der på fællesskabsplan foreligger harmoniserede standarder for så vidt angår forebyggelse mod de risici, der skyldes maskinernes konstruktion og fremstilling. Disse standarder udarbejdes af privatretlige organer, og bør bevare deres status som ikke-obligatoriske. § 20 Den nye metode I betragtning 18 nævnes det, at maskindirektivet bygger på den lovgivningsmetode, der er kendt som "den nye metode i forbindelse med teknisk harmonisering og standarder". Selve lovgivningen indeholder de obligatoriske væsentlige sundheds- og sikkerhedskrav, som produkter, der markedsføres i EU, skal overholde, og procedurerne for vurdering af deres overensstemmelse – jf. § 103: kommentarer til artikel 5, stk. 1, litra a), og § 163: kommentarer til bilag I, Generelle principper, punkt 4. I de europæiske harmoniserede standarder findes der detaljerede tekniske løsninger på, hvordan disse væsentlige sundheds- og sikkerhedskrav overholdes. Det er stadig frivilligt at anvende harmoniserede standarder, men i givet fald medfører det en formodning om, at de pågældende væsentlige sundheds- og sikkerhedskrav er overholdt – jf. § 87: kommentarer til artikel 2, litra l), og § 110: kommentarer til artikel 7, stk. 2.
21
Made with FlippingBook