BorgerIDetGamleKøbenhavn2_1969

tæt som folk boede sammen, og dår­ lig ernæring nedbrød modstands­ kraften. Den store kolera-epidemi i 1853, som gik hårdest ud over mennesker under dårlige boligforhold, fik myn­ dighederne til at forstå, at sådan kunne det ikke blive ved med at gå. Man søgte nye veje for at skaffe bedre boliger til de lavest lønnede. I 1857 opførtes i et landligt kvarter på Østerbro Lægeforeningens Boliger. Det var en rækkehusbebyggelse med plads mellem bygningerne til lys, luft, træer og planter. Rækkehustanken blev i 1870’erne videreført i Arbejdernes Byggefore­ nings boliger mellem Farimagsvejen og Sortedamssø, populært kaldt »Kartoffelrækkerne«. De var dog for de mere velbeslåede blandt arbej­ derne. Villaer kendte man praktisk talt ikke, før man på Frederiksberg og Østerbro opførte en del villaer i 1860 ’erne. Først i 1900 -tallet slog denne boligform for alvor igennem. Den almindeligste bolig var lejlig­ heden; dens beliggenhed og størrelse bestemte huslejen. I datidens store lej­

Møblementet var sparsomt. Et tar­ veligt bord og nogle medtagne stole, købt hos marskandiseren for små penge, var det væsentlige. Havde man ikke senge, redte man op i et hjørne med madrasserne direkte på gulvet. En række søm i væggen var den ' form for garderobeskabe, de fleste kunne overkomme. Rotteplagen var ufattelig i de dår­ ligste af boligerne. Alt spiseligt måt­ te om natten hænges ned i snore fra loftet, ellers havde rotterne ædt det næste morgen. Det var heller ikke usædvanligt, at småbørn blev angre­ bet og forbidt af rotterne, hvis over­ vældende antal gjorde en udryddelse så godt som umulig. Det siger sig selv, at den del af befolkningen, der levede under så­ danne boligforhold, blev forrået. Drikfældighed var almindelig, og slagsmål hørte til dagens orden. De børn, der voksede op i dette miljø, skulle være usædvanlig robuste for ikke at tage sjælelig skade for resten af livet. Epidemiske sygdomme havde en fantastisk grobund i sådanne bolig­ forhold. Smitte var uundgåelig, så

28