HistoriskeMeddelelserOmKøbenhavn4Række_V

En forflyttelse i 1818 417 haand, jeg anraaber, beder og haaber om Naade, til mit Hjerte brister af Smerte, da under en Vaccance haaber ieg, min ædle Konges Løvte vil overgaae til virkelig Op­ fyldelse«.5 Og nu så det virkelig ud til, at de hede bønner skulle blive opfyldt. Et par dage efter tog Holst til København og fik foretræde for Generaltoldkammerets chef, den se­ nere statsm inister Ove Ramel Sehested, som gav løfte om, at han ville indstille Holst til en vakant stilling som told­ betjent i København, og han tillige ville lægge pres både på den indflydelsesrige adjudantstabschef, generalmajor Frantz Biilow og majestæten selv, for at Holst skulle få udnævnelsen. »D isse Dage har været mig di kæreste, jeg har oplevet, siden jeg kom til Helsingøer«, skrev han. Nu skulle fam ilien genforenes, og han ville finde et sted, hvor han »i Sygdomstilfæ lde kunde nyde en vederqvægende Pleie«. Men da han havde været i Helsingør en uges tid, og udnævnelsen lod vente på sig, blev Holst ængstelig, thi nu hørte han, at kongen skulle rejse bort, og så kunne ud­ nævnelsen måske gå hans næse forbi, tænkte han. Altså fattede han pennen endnu en gang og skrev til gehejme- konferensråd Sehested og mindede ham om kongens løfte. »Bliver dette for mig saa dyrebare Løfte ikke holdt, saa ved jeg ikke, hvad jeg skal sige, eller til hvem jeg skal henvænde m ig . . .«. Og han sluttede: »Skulde jeg forblive i Helsingøer, bliver mit Liv mig ligegyldig, da jeg har kun faae glade, men mangfoldige bittre Timer«. Hans Holst måtte nu pænt vente, til majestæten kom hjem , men den 12. august 1818 blev han endelig udløst. Ved kongelig resolution udnævntes han til undertold- og konsum tionsbetjent i København. Ved forenede anstren­ gelser og en god portion vedholdenhed var Sophie og Hans Iiolsts ufrivillige sk ilsm isse bragt til ophør - og i knap

27