VBergsøeDeForbistredeDrenge

197

Saa flyttede vi ud til Taarbæk — Solen og Søluften skulde helbrede hende; men mod den dybe Kummer er der kun én Helsebod, Døden, som svøber Alt i sit fløjelsbløde Mørke og skaber Glemsel. Jeg mindes et lille, hvidt Hus, en stor Have, og en blomstersmykket Høj med vid Ud­ sigt over Sundet Der oppe stod jeg en varm Sommerdag med Solskin, Blomster og kvidrende Fugle — jeg syntes, jeg var i Paradis. Da kom min Moder rejseklædt, bleg, for­ grædt. Krampagtigt tog hun mig i Favn, bøjede sit Hoved ned over mit og hviskede: „Farvel! — Glem ikke din Moder!“ Jeg lovede det grædende. Hun kyssede mig inderligt, tørrede mine Øjne og svandt saa ned ad Højen som et Aandesyn. Jeg blev staaende maalløs, uden Forstaaelse. Lidt efter hørte jeg en Vogn, som rullede afsted i den dybe Hul­ vej under mig — det var Moder, som kørte til Roeskilde, sagde de. Kun lidet anede jeg, at vi havde taget Afsked for sidste Gang — hun og jeg, der saa inderligt elskede hinanden. Saa kom Efteraaret, det kolde, klamme Efteraar med svigtende Lys og vigende Liv. De gule, visne Blade faldt i Flokke, hvirvledes hen over Kirkegaardens Gange, og en sildig